Kvinder »må ikke tale, men skal underordne sig i alt«, kvinder skal »leve i stilhed«, kvinder må ikke være »lærere« (præster) og vil kvinder vide noget, skal de »spørge deres mænd derhjemme« - således lyder Paulus visdom i 1. Korintherbrev og kun tosser eller religiøse fanatikere kan virkelig mene, at disse næsten 2.000 år gamle betragtninger - brevet vurderes skrevet i år 53 - har nogen ret til at blive taget alvorligt i et moderne demokrati.

Guds veje er som bekendt uransagelige, og derfor må vi vel leve med, at i omegnen af 150 skatteyder-betalte præster mener, at Paulus ord skal tages for pålydende; at kvinder skal dukke nakken og ikke har ret til at virke som præster. At noget menighedsråd noget sted i Danmark vil ansætte en mandlig præst med de holdninger, er en gåde og vel det bedste argument lige nu for at få adskilt kirke og stat.

At biskoppen i Viborg - indtil fredag - har taget særlige hensyn til de stakkels mandlige præster, der ikke bryder sig om kvindelige kolleger, er imidlertid endnu værre og udtryk for kvindeforagt, der ikke hører hjemme noget sted i en skatteyder-betalt, moderne kirke.

Biskoppen har nænsomt sørget for, at der ikke var kvindelige præster blandt de oplæsere, der læser tekststeder fra Bibelen i forbindelse med indsættelsen af nye præster. Dermed slap mørkemændene for at trykke hænder med deres kvindelige kolleger. Det har disse mænd afvist med den begrundelse, at de med håndslaget - håndtrykket - accepterede, at kvinder overhovedet måtte være præster.

Biskop Karsten Nissen har klogelig besluttet, at den går ikke mere, nu er der kvindelige oplæsere, og nu skal der trykkes hånd, og tak for det. Bedre sent end aldrig.

Desværre har biskoppen manglet mod til for alvor at udfordre den - vel - lille gruppe præster, der ikke bryder sig om kvinder og henter teologisk skyts i Paulus overleveringer fra år 53.

Biskoppen lod fredag forstå, at håndtrykket ikke, som disse præster ellers har gjort det, skal forstås som et håndtryk, hvor præster anerkender og bekræfter fællesskabet med hinanden, og hvor (mandlige) præster dermed også anerkender kvindelige kolleger og deres ret til at være præster. Håndtrykket er nu »bare« en bekræftelse af det såkaldte ordinationsløfte, præsterne giver biskoppen ved indsættelsen.

Nogle vil kalde dette en værdig løsning. Herfra virker løsningen nærmest uværdig, umodig - og en halv accept af holdninger, der intet sted hører hjemme: At mænd er mere værd end kvinder