Makkerparret som stod bag Lagkagehuset, Steen Skallebæk og Ole Kristoffersen, har købt størstedelen af den danske kaffekæde Copenhagen Coffee Lab.
S-politikers søn med i Løkke-kampagne: Fandeme absurd!
Det bekræfter stifter og medejer Jacob Karlsen over for Finans.
Finans skriver, at Steen Skallebæk og Ole Kristoffersen nu ejer 70 procent af Copenhagen Coffee Lab, mens stifterne Jacob Karlsen og Allan Krogsgaard Nielsen deler de resterende 30 procent mellem sig.
Med overtagelsen har Steen Skallebæk sat sig i stolen som administrerende direktør, mens Ole Kristoffersen er ny bestyrelsesformand.
Caféer i udlandet
Copenhagen Coffee Lab er her i landet kendt for sit kafferisteri og de mobile kaffebarer, Kalles Kaffe, men under navnet Copenhagen Coffee Lab & Bakery er der etableret caféer i Lissabon, Duisburg og snart også i Düsseldorff, skriver Finans.
- Derfor er det en forudsætning, at investorer og medejere er engageret i den daglige drift og kan bidrage med ekspertise på forskellige områder, siger Jacob Karlsen til Finans.
Helt ude af Lagkagehuset
Steen Skallebæk, som paradoksalt nok lider af melallergi, og Ole Kristoffersen skabte sammen Lagkagehuset. I 2008 solgte de hovedparten af virksomheden til kapitalfonden FSN Capital, og sidste år solgte de deres resterende ejerandel.
Makkerparret tror så meget på Copenhagen Coffee Lab, at der samtidig med ejerskiftet er sket en kapitalforhøjelse i selskabet på 700.000 kroner.
Men det er ikke alle satsninger, som giver pengene tilbage for Steen Skallebæk. Således lukkede han i februar tøjfirmaet Pure Lime efter flere år med underskud.