De troede, at de skulle ud og slukke brand. Men brandmændene fra Søndre Land brandvæsen i Norge blev mødt af en hashfarm, der var stor nok til at forsyne en hel Roskilde-festival. Det fortæller brandchef fra Søndre Land brandvæsen i Norge, Helge Gill.
- Det var jo hashplanter over hele huset. Det var fyldt med UV-lys og ventalition, så det så vældigt professionelt ud, siger Helge Gill.
I huset var der også et vandingsanlæg, og kondensen fra de mange planter kom til at ligne røg, da det kom ud i den frostkolde norske luft. Derfor tilkaldte naboerne brandvæsnet, der altså fik sig lidt af en overraskelse.
- Jeg vil tippe på, at der var 300 hashplanter eller mere i alle størrelser, siger Helge Gill, der var med ude i det tre etager store hus, hvor stort set alt pladsen var brugt til cannabisplanterne.
Huset er en almindelig beboelsesejendom. Der er mange gamle billige huse til salg på egnen, og et af dem havde bagmændene altså købt til hashproduktion. Politiet arbejder i øjeblikket på at finde ejermanden.
Det er ikke mere en godt et år siden, at der blev fundet et lignende lager med 187 planter i et hus få kilometer fra den hashplantage, der blev fundet i går. Men det nye fund er væsentligt større, end de 187 planter, der blev fundet den gang, forsikrer Helge Gill.