Det kommer ikke til at ske. Det er konklusionen fra Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, der ikke har meget til overs for Dansk Industris ønske om hente mere udenlandsk arbejdskraft udenfor EU ved at lempe beløbsordningen.
LÆS MERE: Jysk 3F-formand raser over Dansk Industri: Det er ren løntrykkeri
I dag er der krav om, at man skal tjene mindst 418.000 kroner årligt for at kunne gøre brug af ordningen, som er tiltænkt ingeniører, it-folk og lignende grupper. Dansk Industri vil have grænsen sat ned til 325.000 kroner, så den også vil omfatte mange faglærte og ufaglærte arbejdere.
- Det er helt vanvittigt at ville importere arbejdskraft fra Kina og Afrika, når vi har tusindvis af danskere, der kan komme i arbejde, hvis de får lidt hjælp til opkvalificering, siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S).
Socialdemokratiet bakkes op af Dansk Folkeparti:
- Jeg har ikke set gode argumenter for at ændre på ordningen. Det virker som et forsøg på at få billig arbejdskraft, siger Bent Bøgsted (DF).
Han afviser, at Dansk Folkeparti vil være med til at ændre på ordningen, og dermed er der et klart flertal udenom regeringen:
- Der er masser af ledige i EU. De kan jo bare indrykke en annonce i en spansk avis. Jeg har ikke hørt, at det skulle være forbudt, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF).
For få uddannet
Det er Dansk Industri, der vil løse den mangel på arbejdskraft, som opleves på nogle områder, ved at gøre det nemmere for virksomhederne at hente medarbejdere fra lande udenfor EU.
- Vi mangler faglærte som smede, mekanikere, industriteknikere og elektrikere. Der er mange, der går på pension, og der er blevet uddannet alt for få, siger Steen Nielsen, underdirektør i Dansk Industri.
Konkret vil arbejdsgiver-organisationen lempe den såkaldte beløbsordning, hvor et af kravene er, at en medarbejder minimum skal tjene 418.000 kroner årligt (inkl. pension) for at komme til Danmark.
Dansk Industri vil have beløbet sat ned til 325.000 kroner, svarende til 27.000 kroner om måneden (inkl. pension).
- Hvis de mangler arbejdskraft er det fordi, de har snorksovet i timen. De har ikke oprettet praktikpladser, og regeringen har skåret ned på erhvervsuddannelser, mentorordninger og andet som hjælper almindelige mennesker i job, siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S).
En af de grupper Dansk Industri mangler er elektrikere, og det undrer socialdemokraten:
- Der går et hav af elektrikere rundt på skolepraktik. Tag dem dog ind på virksomhederne, hvis I mangler, siger han.