De Konservative vil "binde sig fast til forhandlingsbordet", når det politiske slagsmål om regeringens bebudede skattereform for alvor skydes i gang i næste uge.
Det fastslår partiets skatteordfører, Brian Mikkelsen, der trods alskens ulykker i udspillet trods alt kan se flere punkter, hvor der er noget at forhandle om.
- Jeg frygter jo virkelig, at der bliver tale om "sorte tirsdag", siger Brian Mikkelsen med henvisning til den dag i næste uge, hvor regeringen officielt vil fremlægge sit skatteudspil.
- Men der er et par knager, vi gerne vil holde fast i, eksempelvis det med at regulere overførselsindkomster mindre end ude på arbejdsmarkedet. Så der er noget at arbejde videre med, siger han.
Ud over i en periode at udhule overførselsindkomsternes værdi i forhold til den arbejdende del af befolkningens lønninger, vil regeringen sørge for, at færre betaler topskat.
Desuden skal beskæftigelsesfradraget hæves, så lavtlønsgrupper får flere penge til sig selv.
De Konservative er inderligt imod regeringens planer om at sænke rentefradraget og dermed sende en regning til landets boligejere.
- Man går på jagt hos boligejere og folk med formuer. Så derfor synes jeg ikke, det ser særlig godt ud, lyder det fra Brian Mikkelsen.
- Men det er vores standpunkt, at der er brug for at sænke skatten, så det bliver mere attraktivt at arbejde, både i toppen og i bunden, siger han.
Så er der vel også et par punkter, der taler lidt til jer?
- Ja, og vi vil binde os fast til forhandlingsbordet. Det er afgørende for os at får sænket topskatten, og det spor vil vi gerne fortsætte af. Men vores udgangspunkt er ikke kun at se på grænserne, men også satserne, siger Brian Mikkelsen.