Mødre i Jylland kan godt finde vaserne frem i dag - Mors Dag.
Næsten hver anden jyde mener nemlig, at Mors Dag er en god anledning til at vise sin mor kærlighed og respekt.
I hovedstaden er det kun hver tredje indbygger, der mener, at Mors Dag er værd at fejre, viser en ny undersøgelse, som analyseinstuttet Wilke har gennemført for Avisen.dk.
Hos Carla Blomster i Aalborg har blomsterhandler Mette Rogild ekstraordinært åbent i dag på Mors Dag.
- Det er årets største dag for os. Vi har megatravlt, siger hun og konstaterer, at omsætningen er rekordhøj.
Nogle mænd bestiller tre buketter
- Folk bestiller blomster i alle prisklasser, men gennemsnitsprisen er nok omkring 300 kroner. Og nogle mænd bestiller tre buketter. En til barnets mor, en til deres egen mor og en til svigermor, siger hun.
Mette Rogild fortæller, at kunderne både kommer ind fra gaden og bestiller på nettet.
- Foruden mig selv har vi to blomsterbindere, og vi binder mindst 200 buketter til Mors Dag. Og så hjælper familien med at bringe dem ud. Vi arbejder til langt ud på natten både fredag og lørdag, og det er megahårdt men også sjovt, siger blomsterhandleren .
Mens de lyserøde og lilla buketter bindes, bliver der drukket cola og spist masser af snolder, beretter Mette Rogild.
- Og så giver jeg selvfølgelig også min egen mor en buket blomster, griner hun.
Luksuschokolade til mødre i Hirtshals
Hos det danske chokoladefirma Peter Beier oplever man også, at der er stor interesse for at begave mødre og bedstemødre i dag.
Selvom luksuschokoladen ligger i den dyre ende, vælter det ind med ordrer på nettet op til Mors Dag, fortæller Mia Strand, der er bestyrer af Peter Beiers butik og pakkeri i Gurre.
- Vi har lige leveret 100 Mors Dags Hjerteæsker ud til lufthavnen, og lige nu har jeg travlt med at pakke ordrer til blandt andet Hirtshals, Vejle og Ringe. Der er rift om chokoladeæskerne til mor i år, og faktisk er der et godt salg til hele landet, siger hun.
Gavmilde med ord
Mia Strand tilføjer, at mange privatkunder skriver små kort, der skal sendes med gaven.
- Dejligste mor, håber du får en god dag.
- Kære mor, jeg elsker dig.
- Verdens bedste mor.
Sådan skriver danskerne på gavekortene til deres mor, fortæller Mia Strand, der binder masser af røde silkesløjfer på chokoladeæskerne.
Bor tættere på mor
Samfundsforsker på Aalborg Universitet Johannes Andersen mener, at den mest nærliggende forklaring på, at jyderne går højere op i Mors Dag end københavnerne med, at de ofte bor dør om dør.
- Jyder bor lidt tættere på deres mor, siger han.
Den anden søndag i maj er det Mors Dag. Hvilket udsagn er du mest enig i:
Mors Dag er en god anledning til at vise sin mor kærlighed og respekt. Region Nordjylland 45 pct. Region Hovedstaden 35 pct.
Mors Dag er en kommerciel opfindelse, så blomsterhandlere og chokoladeforretninger kan tjene ekstra penge. Region Nordjylland 48 pct. Region Hovedstaden 50 pct.
Jeg har aldrig interesseret mig for Mors Dag eller andre mærkedage. Region Nordjylland 7 pct. Region Hovedstaden 15 pct.
Kilde: Wilke for Avisen.dk. Undersøgelsen er foretaget 21. - 27. april 2016. 317 respondenter fra Region Hovedstaden og 107 fra Region Nordjylland.