Høj teknomusik, skrigende børn eller uenighed om, hvor ofte hækken skal klippes. Hvis du skændes med din nabo, er du langt fra alene. Rigtig mange danskere har nemlig konflikter med naboen, skriver Nordjyske.dk på baggrund af en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.
Men hvis du bor i hovedstaden, er du sandsynligvis mere træt af din nabo, end hvis du bor i det nordligste eller sydligste Jylland.
Undersøgelsen viser nemlig, at mens hele halvdelen af københavnerne har været i konflikt med naboerne, er tallet for nordjyderne og sønderjyderne kun hver tredje.
De ting, vi hyppigst skændes med naboerne om, er høj musik, gøende hunde og larmende børn, viser rundspørgen.
Og eftersom konflikter nemmere opstår, når vi bor tæt sammen, er det måske ikke så underligt, at naboskænderierne er mest udbredte i det tætbefolkede hovedstadsområde.