En scoring af Gonzalo Higuain ti minutter før tid sørgede tirsdag aften for, at fodboldklubben Juventus fik 1-1 med fra udekampen mod portugisiske Sporting i Champions League.
Med det ene point ligger Juventus fortsat på andenpladsen i gruppe D med syv point for fire kampe.
Cheftræneren for de italienske mestre, Massimiliano Allegri, er dog langt fra tilfreds. En sejr havde nemlig sendt Juventus videre fra gruppespillet.
- Det er skuffende, eftersom vi havde chancen for at gå videre, og det formåede vi ikke.
- Nu skal vi møde Barcelona og Olympiakos, så det er stadig åbent, siger Juventus-træneren til Mediaset Premium ifølge Football Italia.
Juventus, der i sidste sæson nåede finalen i Champions League, har ikke været overbevisende i gruppespillet i denne sæson.
Klubben tabte først 0-3 ude til FC Barcelona, inden det blev til sent tilkæmpede hjemmesejre over Olympiakos og Sporting på henholdsvis 2-0 og 2-1.
Tirsdag blev det så altså til det uafgjorte resultat ude mod Sporting.
- Jeg er skuffet, for første halvleg var dårlig, mens anden halvleg var bedre, og vi spillede lidt for hektisk. Vi skulle have været mere organiserede.
- Vi tager resultatet med, det er egentlig det eneste gode ved kampen, siger Massimiliano Allegri.
FC Barcelona fører gruppe D med ti point. Juventus har syv point, mens Sporting og Olympiakos har henholdsvis fire og et point.
De to bedste hold i gruppen går videre til ottendedelsfinalerne.
/ritzau/