BSV-træner tilskriver trupbredde succes i presset sæson

BSV har spillet flere kampe end noget andet hold i Danmark i år, men er alligevel kun én sejr fra DM-finalen.
Peter Bredsdorff-Larsen (th.) har haft brug for samtlige spillere i sin trup i denne sæson. Arkivfoto.
Peter Bredsdorff-Larsen (th.) har haft brug for samtlige spillere i sin trup i denne sæson. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Tirsdag aften kæmper Aalborg og Bjerringbro-Silkeborg (BSV) om en plads i DM-finalen i 888 Ligaen i den tredje og afgørende semifinaleduel.

Aalborg har som vinder af grundspillet hjemmebane, og ser man på antallet af kampe det seneste års tid, burde Aalborg-truppen være mere frisk så sent sæsonen.

På grund af især 16 Champions League-kampe spiller BSV tirsdag sin kamp nummer 58 i sæsonen, mens Aalborg har spillet 19 kampe færre.

Men BSV-cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen mener ikke, at det er en ulempe for holdet.

- Vi har været begunstigede af at være det hold i ligaen, der har flest spillere, som har scoret over 25 mål, siger træneren til dr.dk.

Han har haft brug for hele sin trup i sæsonen, og det gør, at alle mand er fit og skarpe.

- Vi nyder godt af det. Især her i slutningen af sæsonen, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

BSV er forsvarende danmarksmester og vandt i DM-finalen sidste år på udebane mod TTH Holstebro. Også i denne sæson har man leveret fine præstationer uden for egen hal.

- Vi har leveret fremragende resultater på udebane i sæsonen, og det er de erfaringer, vi forsøger at tage med til Aalborg, siger BSV-træneren.

Vinderen af kampen møder i DM-finalen Skjern, mens taberen kan se frem til bronzekamp mod Ribe-Esbjerg.

Kampen tirsdag mellem Aalborg og BSV starter klokken 20.30.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.