Når dagpengene ryger, og der ikke er et job i sigte, bliver der sparet på medicin, tandlæge og gaver. Det viser en undersøgelse blandt langtidsledige FOA-medlemmer.
Undersøgelsen er trist læsning for FOA-formand Dennis Kristensen, som ikke mener, at efterårets dagpengeaftale har lappet hele hullet i dagpengesystemet.
- Vi har forbedret dagpengesystemet og gjort problemet med de udfaldne mindre. Men det er ikke løst. Og undersøgelsen viser, hvad det her betyder for helt almindelige familier, som pludselig står i en situation, hvor de ikke har nogen forsørgelse, siger Dennis Kristensen.
- Der må i et velfærdssamfund være en nedre grænse for, hvad vi kan tillade os at byde andre mennesker, når de kommer i klemme.
Slattent sikkerhedsnet
Den bramfri FOA-formand mener, at samfundet er blevet for dårligt til at gribe de danskere, der kommer i klemme.
- Der må i et velfærdssamfund være en nedre grænse for, hvad vi kan tillade os at byde andre mennesker, når de kommer i klemme. Vores velfærdssystem består i, at vi giver lige muligheder og spænder et sikkerhedsnet ud, som fanger os, når tilværelsen slår knuder. Men maskerne er blevet for store, siger han.
Det er ikke USA
Dennis Kristensen frygter, at mange fortsat vil falde ud af dagpengesystemet. Også selvom det nye dagpengesystem giver mulighed for at være på dagpenge i længere tid end i dag.
- Det problem skal gøres så lille som overhovedet muligt. Andet kan vi ikke være bekendt over for de mennesker, der må sige til deres børn, at at de skal melde sig ud af fodboldklubben eller ikke får julegaver. Det er jo for pokker et velfærdssamfund. Det er ikke USA, siger Dennis Kristensen.
Svært at holde jul
Han mener, at julestemningen har en bitter smag, når uligheden vokser sig større.
- Vi kan sgu ikke holde jul, mens vi sidder og ser på andre danskere, der er i en meget svær situation, som de ikke selv kan gøre for. Den social- og sundhedshjælper, der er blevet afskediget efter 20 års tro tjeneste og senere har mistet dagpengene, kan jo ikke gøre for, at kommunen har fyret hende, fordi staten skulle spare penge, siger Dennis Kristensen.