USA's præsident, Donald Trump, og den nye britiske premierminister, Boris Johnson, skal mødes senere i august.
Det kommer til at ske i forbindelse med G7-topmødet i Frankrig om tre uger, bekræfter Det Hvide Hus fredag.
De to ledere talte torsdag i telefon, hvor de blandt andet drøftede handel, global sikkerhed og 5G-teknologi.
USA presser sine allierede, herunder også Storbritannien, til at holde kinesiske selskaber ude af næste generation 5G-mobilmarked.
Det gælder særligt den kinesiske mobilgigant Huawei, som ifølge USA udgør en sikkerhedsrisiko.
Under Johnsons forgænger på posten, Theresa May, var den britiske regerings sikkerhedsråd på vej til at give Huawei begrænset adgang til følsomme dele af det britiske 5G-netværk.
Men rådet har ikke taget en endelig beslutning endnu. Og det er muligt, at Johnson er mere på linje med Trump i den sag, end May var.
Ifølge Det Hvide Hus meddelte Trump Boris Johnson, at han ser frem til at møde ham ved G7-topmødet i Frankrig, der begynder den 24. august.
Det er anden gang inden for en uge, at Det Hvide Hus har offentliggjort oplysninger om telefonsamtaler mellem Trump og Johnson.
Det understreger Trump-administrationens støtte til Storbritanniens nye premierminister, der skal lede landet ud af EU.
I sidste uge sagde Trump, at en "meget betydelig" handelsaftale mellem USA og Storbritannien er under drøftelse.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP