Tryghed vil være hovedtemaet på næste års overenskomstforhandlinger.
Det fastslår Dennis Kristensen, formand for FOA og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO), der er LO's faglige klub i forhandlingsfællesskabet KTO.
"Tryghed vil være rykket helt frem som det, der er aller vigtigst for de offentligt ansatte, når der skal forhandles overenskomster til foråret," siger Dennis Kristensen til Newspaq.
Det er udsigten til massefyringer i kommuner og regioner, der får de offentligt ansatte til at kræve en tryghedsgaranti.
"Den kan omfatte, at arbejdsgiverne påtager sig at omplacere eller omskole folk til ledige stillinger i stedet for at fyre dem. Eller at der oprettes en jobbank til de ledige, således at kommunerne starter med at ansætte de ledige, de selv har afskediget, når de får ledige stillinger," siger Dennis Kristensen.
Region Syddanmark udstedte tidligere på året en decideret jobgaranti til alle medarbejdere på sygehusene. Det mener Dennis Kristensen dog er urealistisk at gå efter.
"Regioner og kommuner kan nok ikke give en jobgaranti, for de næste tre år vil de blive tvunget til at fyre hvert eneste år. Men de kan gøre det, at de ikke ansætter andre udefra men starter med dem, de selv har fyret. Og så give folk kompetanceløft, så de kan finde job inden for andre brancher," siger Dennis Kristensen til Newspaq.
Til gengæld er FOA og Dennis Kristensen ikke kommet igennem med ønsket om, at ligeløn og flere lønkroner til de lavestlønnede skal være hovedkrav ved overenskomstforhandlingerne.
Det gør FOA-formanden rasende.
"Det er deprimerende, at vi ikke på LO-siden er enige om i en krisetid at føre solidarisk lønpolitik. Og det er ubehageligt, grænsende til det direkte flove, at vi ikke er enige om, at overenskomstforhandlingerne i de kommende år skal bruges til at gøre op med den kønsbestemte uligeløn," sagde Dennis Kristensen onsdag formiddag i sin beretning på FOA-kongressen i Odense.
Kravet om reelle lønstigninger til FOA-medlemmer som sosu'er og pædagogmedhjælpere ville betyde, at andre grupper skulle opgive at gå efter bare at holde reallønnen.