Menuen stod på kålpølse, et par kartofler, en skive hamburgerryg og stuvet grønlangkål. Det kan lyde indbydende, hvis bare anretningen og maden er i top.
Men det var den langt fra, da Jette Schnack Petersens 92-årige mor fik serveret nytårsmiddagen fra Det Danske Madhus, der leverer mad til ældre hjemmeboende borgere i Gribskov Kommune
Det siger datteren til Avisen.dk.
- Siger billedet ikke alt? Jeg blev meget vred. Man kan simpelthen ikke behandle ældre mennesker sådan - og slet ikke nytårsaften, siger hun og fortsætter:
- Det er fuldstændig uspiseligt.
Det Danske Madhus, er nu kommet i en shitstorm på Facebook. Men Henrik Solkær, adm. direktør i Det Danske Madhus, forsvarer dog maden:
- (..) Maden her smager rigtig godt, råvarerne er gode, velsmagende og af høj kvalitet - de brunede kartofler ser måske lidt kedelige ud, men smager godt - når der er så mange følelsesladede opfattelser ser jeg det som en frustration omkring velfærdssamfundet generelt herunder også seniormad. Generelt er det sådan, at mad i en bakke er mindre pænt end en anretning på en tallerken, siger han bl.a. til Frederiksborg Amts Avis.
71 har fået leveret varm mad fra Madhuset i Gribskov - 38 har fået den pågældende ret, tre har selv valgt den, 35 fik den, fordi de ikke har valgt de andre.
Pia Foght (S), medlem af social og sundhedsudvalget er rystet over den kvalitet, der fremgår af det billede, som cirkulerer på Facebook.
- Jeg blev rigtig rystet - igen. Men ved ikke rigtig, om jeg er forbavset - men der er så også det, at man får jo det, man betaler for. Og maden til de hjemmeboende borgere er jo blevet vundet i udbud ved nogle skarpe priser. Vi kommer til at gå til valg på hjemmepleje - at man slet ikke har noget kommunalt, man kan kontrollere og udvikle - det er slet ikke ok (..), siger hun til Frederiksborg Amts Avis.