Badmintonspilleren Viktor Axelsen missede søndag en af karrierens største triumfer, da han blev udspillet i finalen ved Indonesia Open i Jakarta.
Japanske Kento Momota vandt med cifrene 21-14, 21-9 over den danske verdensetter og verdensmester.
Formstærke Momota, der er nummer otte i verden, lavede stort set ingen fejl i begyndelsen.
Han kom foran 5-0 og 10-1, og Axelsen var i problemer. Axelsen gik dog ikke i panik og kom bedre med i sættet.
13-16 kom Axelsen tilbage på, men japanerens store forspring fra begyndelsen kunne danskeren ikke indhente. Momota udnyttede sin første sætbold ved 20-14, da Axelsen sendte et smash ud.
Axelsen indledte andet sæt med et par fejl, og Momota var igen i front fra begyndelsen. 4-11, og det så sort ud for Axelsen. Danskeren sendte især for mange bolde ud over baglinjen.
15-6 var Momota foran, og det lignede en umulig mission for Axelsen. Ved 20-9 havde Momota 11 matchbolde. Den første blev udnyttet.
Med Axelsens nederlag i finalen er landsmanden Jan Ø. Jørgensen fortsat den eneste europæer i historien, som har vundet herresinglerækken ved Indonesia Open. Jan Ø. Jørgensen sejrede i 2014.
Turneringen er en af sæsonkalenderens største begivenheder. Axelsen kan trøste sig med, at han viser fin form inden VM i Kina, hvor det går løs i slutningen af juli og begyndelsen af august.
Til VM er Momota uden tvivl en af Axelsens skrappeste rivaler. Foruden søndagens sejr var japaneren i finalen ved sidste uges Malaysia Open.
Nederlaget til Momota var heller ikke et kæmpe chok. Med sejren har japaneren vundet otte ud af ni indbyrdes kampe mod Axelsen.
/ritzau/