Tirsdag præsenterer Japans regering en plan til 2,5 milliarder kroner, der skal stabilisere situationen omkring det ødelagte atomkraftværk Fukushima. Det fortæller regeringskilder til avisen Nikkei.
Regeringen vil blandt andet bruge en del af beløbet på at få det radioaktive vand adskilt fra grundvandet ved at fryse jordlagene omkring reaktorerne, der blev ødelagt af et jordskælv og en tsunami i marts 2011.
Men før eller siden vil det forurenede vand blive sluppet ud i havet, sagde myndighederne mandag.
- Jeg er bange for, at det er uundgåeligt, at vi kommer til at lukke vand ud i havet, når det er blevet renset i et omfang, der lever op til internationale standarder, sagde Shunichi Tanaka, som er leder af Det Nukleare Tilsyn i Tokyo.
Situationen på værket ændrer sig dag for dag ifølge Tanaka, og ulykken er endnu ikke bragt under kontrol.
Operatøren af det ødelagte værk, Tokyos Elektriske Kraftselskab, Tepco, har tidligere gjort det klart, at det ikke kan opbevare de store mængder af kølevand på atomkraftværket for altid.
Der kom i weekenden meldinger om, at der drypper radioaktivt vand fra en tank, der tidligere har været problemer med.
Oprydningen efter ulykken kan vare op til 40 år, har myndighederne tidligere vurderet.
/ritzau/AFP