Det skulle have været en festdag for alle de ansatte på rådhuset og i Horsens Kommune.
Men på dagen, hvor år med hårdt slid for at få cykelløbet Giro d'Italia til den kulturglade by, skulle ende i en sand byfest, er smil og skulderklap erstattet med dyb sorg og chok.
Flaget er på halv, og festen er kraftigt nedtonet, efter borgmester Jan Trøjborg (S) i går pludselig drattede om med et dræbende hjertetilfælde i en grøft.
Jan Trøjborg, der kun blev 56 år, efterlader sig ikke alene en kæreste og fire børn, men også en medarbejderstab i Horsens Kommune, som han gjorde et dybt indtryk på.
- Det rammer alle hårdt, både kommunens medarbejdere, Horsens' borgere og politiske kollegaer. Det er en hård dag for alle og det efterlader et kæmpe tomrum for os alle, siger 2. viceborgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S).
Jan Trøjborgs tragiske død under et motionscykelløb betyder, at han som øverste leder i Horsens Kommune ikke kan fejre med sin by, at Giro d'Italia i dag sensationelt kører den tredje etape i den jyske by.
En fest og et cykelløb, der skulle have været en fest for alle ansatte, borgere og politikere i Horsens.
- Vi har aftalt, at cykelløbet selvfølgelig køres. Det ville være i Jan Trøjborgs ånd, at løbet køres i dag. Det har været drøftet med Jans familie, politiet og løbsdirektionen. Der vil være kommunale arrangementer, men byfesten, der skulle have været sidst på eftermiddagen, tones meget ned, fortæller Peter Sørensen.
Jan Trøjborg efterlader ikke alene et tomrum hos familie og venner. Politisk var han en stærk personlighed og leveringsdygtig i løsninger, der samlede de politiske venner og modstandere om bordet, når vigtige aftaler skulle underskrives.
Fra højre til venstre og fra kommunalpolitik til landspolitik, hvor Jan Trøjborg var borgmester og formand for Kommunernes Landsforening, lovprises den tidligere seksdobbelte minister for sin politiske tæft og menneskelige egenskaber.
- Jan Trøjborg var en kendt profil og en erfaren leder, der var god til at samarbejde, så han efterlader sig et stort hul. I sin hjemby Horsens gennemførte han også meget betydelige ændringer, og så efterlader det et hul, fordi han var meget vellidt i Kommunernes Landsforening, siger politisk kommentator og tidligere minister Hans Engell.
Han vurderer, at det kræver en stor socialdemokratisk profil for at kunne fylde Jan Trøjborgs sko i Kommunernes Landsforening.
Emner som Odenses borgmester Anker Boye og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard bringes på banen.