Den sygdomsplagede forfatter Jane Aamund er så syg, at hun ikke kan tale. Det fortæller sønnen Jens Rekling til Ekstra Bladet.
Han vil ikke komme nærmere ind på, hvad hans nu 82-årige mor specifikt fejler, men hun har gennem årene døjet med slidgigt i knæet og hoften, har været ramt af dobbeltsidet lungebetændelse og allerede i 1969 blev hun ramt af kræft i livmoderhalsen.
I 1990'erne fik hun kræft i ganen, og i slut halvfemserne fik hun brystkræft og fik fjernet det ene bryst.
Hun har tilmed fået opereret en pacemaker ind i hjertet, og i et opslag på Facebook i efteråret 2016 skrev svigerinden, Suzanne Bjerrehus, at Jane Aamund havde pådraget sig nogle neurologiske lidelser, der medførte svimmelhed og besvimelsesanfald. Og at hun desuden faldt om og mistede bevidstheden.
Jens Rekling siger til Ekstra Bladet, at han opholder sig sammen med sin mor:
- Hun har det ikke så godt i øjeblikket. Men hun har været meget glad for, at det blev solgt. Det havde ligget i et godt stykke tid, siger han og hentyder til, at det er lykkedes at sælge Jane Aamunds villa i Lemvig.
Den blev sat til salg i 2014.
Den folkekære forfatter, der blandt står bag "Klinkevals"-trilogien, "Vesten for månen" og "Udlængsel" er søster til den fire år yngre forretningsmand Asger Aamund.