Jan Pytlick, der er cheftræner for Odenses håndboldkvinder, har tirsdag forstærket truppen med Camilla Pytlick.
Dermed bliver far træner for sin datter i Odense, da Camilla Pytlick med øjeblikkelig virkning skifter fra Gudme HK.
Den unge spilstyrer har skrevet kontrakt med Odense i resten af sæsonen, og ønsket er at styrke bredden på holdet, som er ramt af flere småskader.
Camilla Pytlick, der har trænet med Odense i halvandet år, glæder sig til de udfordringer, der venter.
- Jeg har jo været så heldig at træne med Odense Håndbold gennem et stykke tid nu, så jeg kender mange af pigerne, og jeg kender spillet.
- Jeg kommer jo godt nok ind i truppen på en lidt sørgelig baggrund, hvor nogle spillere er småskadede.
- Min rolle bliver så at komme ind og supplere holdet, og det er en udfordring, som jeg som sagt glæder mig meget til, siger hun til holdets hjemmeside.
Jan Pytlick er glad for, at datteren er kommet ind i truppen.
- Vi er også meget glade for, at Gudme HK har hjulpet os i den situation, som vi står i, hvor mange spillere har været udsat for stor belastning på grund af de mange kampe.
- Camilla har trænet med os det sidste halvandet års tid, så hun kender holdet godt og kender vores spil, siger Jan Pytlick til klubbens hjemmeside.
Camilla Pytlick er 21 år og har tidligere spillet i 1. division i Fredericia HK og senest i Gudme.
/ritzau/