Der er aftener, der er gode, og så er der de aftener, hvor alt bare lykkes. En sådan havde den amerikanske basketballspiller James Harden, da hans hold, Houston Rockets, tirsdag vandt 114-107 over Orlando Magic.
Harden formåede nemlig at score 60 point i en såkaldt "triple double", og det er ikke tidligere sket i NBA's historie.
En "triple double" dækker over, at man når op på tocifret antal både i scoringer, rebounds og assists i én kamp. Dette er ikke et sjældent fænomen i NBA, men det er aldrig tidligere set, at der bliver scoret 60 point.
Hovedpersonen fortæller, at han var ekstra fokuseret til kampen og lukkede alt andet ude.
- I aften var jeg aggressiv, siger Harden ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg var fokuseret på, hvordan jeg kunne få indflydelse på kampen. Selv når træneren talte, så kunne jeg ikke høre ham.
Men rekorden var ikke noget, han havde i baghovedet under kampen.
- Jeg er tidligere nået op på 50, 52 og 53 point, så jeg vidste faktisk ikke, hvad rekorden var, siger han.
Ud over de 60 point lavede Harden 10 rebounds og 11 assists.
Den tidligere rekord lød på 57 point og blev sat af Calvin Murphy i 1978.
Houston ligger nummer to i Western Conference efter NBA-mestrene fra Golden State Warriors.
/ritzau/