Høj varme i en silo med træpiller førte mandag formiddag til, at dele af Amagerværket er blevet afspærret og evakueret.
Københavns Brandvæsen understregede ved middagstid, at der ikke var direkte flammer i siloen, men at der fortsat var varmeudvikling og deraf følgende røg fra træpillerne.
Mandag eftermiddag kan brandvæsnet så fortælle, at det ikke er det store lager af træpiller, der brænder.
- Der er tale om støv og rester fra træpillerne oppe under taget, fortæller indsatschef Thomas Rydahl.
- Men der er alligevel tale om en kompliceret glødebrand, som det formentlig vil tage nogle dage at få slukket, fortsætter han.
Tidligere mandag blev det oplyst, at brandvæsnet overvejede at hælde kvælstof på træpillerne for at kvæle gløderne.
- Men det kan ikke lade sig gøre, for det er siloen ikke tæt nok til, siger Thomas Rydahl.
Politikommissær Hans Sinding fra Københavns Politi understreger, at ingen personer er kommet til skade.
- Der er ikke sendt ambulancer derud, så der er kun materielle skader, siger han.
Der er en del røgudvikling fra siloen. Ifølge politiet er røgen ikke farlig, men hvis man føler sig generet af den, bør man gå indenfor og lukke døre og vinduer.
/ritzau/