Icelandair afskediger omkring 2000 ansatte. Det sker på grund af de konsekvenser, coronapandemien har for flytrafikken.
Det meddeler luftfartsselskabet tirsdag ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Som mange andre luftfartsselskaber kæmper Icelandair for at komme igennem krisen i en tid med manglende indtjening.
Afskedigelserne af omkring 2000 ansatte er nødvendig for at mindske udgifterne til løn, meddeler selskabet.
- Vi håber, at vi hurtigt kan gå op igen, så snart markederne begynder at komme sig, og tilbyde de berørte ansættelse igen, siger Icelandair-direktør Bogi Nils Bogason ifølge Reuters.
På grund af virusudbruddet har Icelandair i øjeblikket under 10 procent af det normale antal flyafgange.
- Som svar på denne situation tager Icelandair Group omfattende tiltag for at få selskabet gennem en forlænget periode med minimumsdrift, herunder en betydelig reduktion i antal ansatte samt ændringer i organisationsstrukturen, hedder det i meddelelsen fra selskabet.
Flere andre selskaber i flybranchen er i samme svære situation.
Tirsdag morgen meddelte SAS, at det som en konsekvens af coronakrisen bliver nødt til at afskedige op mod 5000 fuldtidsansatte.
Afskedigelserne svarer til lidt under halvdelen af det samlede antal fuldtidsansatte i det skandinaviske luftfartsselskab.
Ud af de 5000 fuldtidsstillinger ventes cirka 1700 at blive fundet blandt danske SAS-ansatte.
/ritzau/