Bright Moono elsker at gå i skole. Selvom det kniber med matematikken, er den 15-årige knægt vildt populær. Han er nemlig skolens bedste fodboldspiller – i hvert fald ifølge ham selv.
Bright går i syvende klasse og drømmer om at blive læge. Men han har ingen muligheder for at forfølge den drøm.
»Jeg ved ikke, hvad der vil komme til at ske, eller hvem der skal betale mine skolepenge,« forklarer han.
Selvom skolen officielt er gratis i Zambia, så tager skoler ofte gebyrer for elevernes skolegang. Bright kan ikke fortsætte i ottende klasse på en ny skole næste år, for han har ingen til at betale for sig.
»Min mor fik knuder over det hele. Min far havde problemer med at trække vejret. Han hostede hele tiden,« siger han.
Brights mor døde af kræft i 2001. Faderen døde af tuberkulose, højst sandsynligt som resultat af aids i 2003. I dag bor Bright hos sin ene farbror, men han har problemer nok med at dække sine egne børns behov. Derfor hjælper Bright sin farbror med at lave mursten og passer haven med tanten.
»Mit største problem derhjemme er, at jeg ikke har noget tæppe. Jeg kunne virkelig godt tænke mig mit eget,« siger han og forklarer, at han deler om natten med sin ene fætter.
»Min farbror og tante er gode mennesker. De har bare ikke særlig meget, de kan give mig,« siger Bright lidt undskyldende.
Mor og far mangler
Overalt i Zambia er der børn i samme situation som Bright. Den voksne generation forsvinder stille og roligt blandt andet på grund af aids-epidemien, og hver familie efterlader mange børn. Gennemsnitligt får hver kvinde fem et halvt barn.
»Hvis en mand ikke har mange børn, så bliver han ikke anset for at være en rigtig mand,« forklarer pastor Jack Tembo, som er præst i et større område i det sydlige Zambia.
De store børneflokke har gjort, at næsten halvdelen af Zambias befolkning i dag er under 15 år. Mange børn bliver passet af deres bedsteforældre eller anden familie, som ikke har råd til at sende dem i skole. Og når den arbejdsdygtige generation forsvinder, er der ingen udvikling i samfundet. Samtidig dør de zambiske lærere hurtigere, end det er muligt at uddanne nye. Hver fjerde lærer er smittet med hiv/aids.
»Problemet bliver større hver anden dag, fordi vi ikke har det under kontrol. Der kommer hele tiden flere forældreløse,« siger kommissær for det sydlige Sinazongwe distrikt, Laiven Makani Apuleni.
Han mener i stedet, at det er op til lokalsamfundene og nødhjælpsorganisationer at løse problemerne.
Aids-klub på skolen
På Bright Moonos skole byder de gæsterne fra Danmark velkommen med sang og dans. I det ene af skolens fire klasselokaler sidder de børn samlet, som går i skole om formiddagen. Om eftermiddagen kommer et nyt hold børn.
»Mit digt hedder Aids ,« siger 12-årige Cleopatra Maambo, da hun træder frem foran de andre børn.
»Unge mennesker dør i en purung alder. Du må ikke skamme dig. Hiv og aids, vil du ikke nok lade os være i fred. Tak.«
På skolen leder en af lærerne en aids-klub, hvor børnene lærer om at beskytte sig mod hiv-smitte igennem digte og sange om sygdommen.
Klubben gør det lidt lettere for børnene at leve med, at mange af dem har mistet deres forældre. Men den kan ikke hjælpe Bright. Til næste år vil lægedrømmen briste endeligt for ham. I stedet for at gå i skole vil han blive sat til at lave mursten på fuld tid sammen med sin farbror.
Zambias 12 millioner indbyggere deler et areal, der er 15 gange større end Danmark.
Hver sjette voksen er ifølge FN smittet med hiv/aids, og i 2005 døde omkring 100.000 mennesker af sygdommen.
Ifølge andre tal fra FN er mindst 710.000 børn blevet forældreløse alene på grund af aids-epidemien.
Nyhedsavisen har besøgt det hårdt plagede land sammen med Folkekirkens Nødhjælp.