I år vil danskerne vende pølser: Vælg den rigtige grill

Mad og drikke
Skal der pølser på grillen i år? (Foto: Peter Elmholt/Nf-Nf/Ritzau Scanpix)

Behov og familiestørrelse er noget af det, du skal tænke over, inden du køber grill.

Sommertid er grilltid, og i år planlægger flere danskerne tilsyneladende at vende pølser på grillen.

Under coronakrisen er søgningen på grill i hvert fald steget med 52 procent i forhold til sidste år. Det viser tal fra prissammenligningstjenesten Pricerunner.

Men det er vigtigt at afdække dine behov, inden du suser ned i butikken, forklarer Anders Jensen, der er medlem af det danske grill-landshold og ansvarlig for Weber Grill Academy.

- Mit bedste råd efter 20 år i branchen er at afdække, hvor stor en grill man egentlig har brug for. For der skal være plads nok, men det gælder ikke om at have det største orgel stående i haven, siger han.

Tilpas efter ambitionerne

Hvis grillen bliver for stor, er det nemlig tids- og energikrævende at få rigtig varm. Og hvis grillen er for lille, strander du hurtigt ved, at der ikke er nok plads.

- Tænk, at der skal være plads til to kyllinger, hvis du er i tvivl. På den måde bliver den ikke for stor, og du har stadigvæk plads til ambitioner, siger Anders Jensen.

Tænk også over, hvad du har tid og lyst til.

- Hvis man vil have quick-fix-løsningen, hvor det skal gå hurtigt, er gas og el oplagt, siger Claus Holm, som er tv-kok, grillentusiast og forfatter til en bog om grillmad.

- Hvis man derimod elsker at have god tid og nørkle med trækul og brændeknuder, skal man vælge kul, siger han.

Claus Holm ejer 14-15 grill og kører selv både med kul og gas. Og selv om kul rigtigt nok giver mere smag, er gasgrillen bedre end sit rygte.

- Der er indiskutabelt en smagsforskel. Men det kræver også tid og evner at styre en kulgrill. En gasgrill kan du derimod styre ned til den enkelte grad, og du kan stadig få grillstriberne og det let brankede, siger Claus Holm.

Leg med røgflis og æblewhiskey

I nogle boligområder er man ligefrem begrænset af, at el- og gasgrill er det eneste tilladte. Men du kan sagtens kompensere for den manglende røg med andre trick.

- Man kan lege med røgflis, æblewhiskey eller røget paprika. Der findes masser af produkter, som giver den syre- og røgsmag, man forbinder med kulgrillen, siger Claus Holm.

Tjek også, om du kan få reservedele såsom ny brænder, rist og låg, før du køber grill. For disse vil blive slidt over tid.

- Det kan være en større udskrivning at købe grill, men omvendt kan man have den i rigtigt mange år, hvis man finder én, hvor man løbende kan købe reservedele, siger Anders Jensen.

Kig også på grillens muligheder for ekstraudstyr. Hvis du kun skal gå efter én ting, råder Claus Holm til, at den har plads til et rotisseri - altså et roterende spyd.

- Et rotisseri er genialt, hvis du skal lave en hel kylling, en lammekølle eller en rullesteg, som bare skal hygge sig og snurre hævet fra varmen, siger han.

/ritzau fokus/

Af Cecilie Lyngberg, Ritzau FOKUS