Overenskomstforhandlingerne er i fuld gang, og umiddelbart tegner der sig et billede af løn- og pensionsløft, men ikke mere frihed. Snakken om sløjfningen af store bededag er stendød. Og ingen, som i absolut INGEN nævner, at det måske var en bedre idé at se på fordelene ved en fire dages arbejdsuge på 30 timer til samme løn. Det kan både arbejdstagere, arbejdsgivere og samfundet faktisk vinde på, så hvorfor er der ingen der siger det højt?
30 timer på fuld løn – du må være bindegal!
Måske skal forklaringen findes i, at enhver, der tidligere har foreslået denne model, er blevet udskammet, kaldt bindegal, utopist, fantast eller ultrasocialist, der bare ville smide andres surt tjente skattekroner efter dem, der alligevel ikke rigtig gad arbejde, men hellere ville have fri.
Herhjemme hersker der en nærmest dumstædig forestilling om, at et ’rigtigt’ fuldtidsarbejde indebærer mindst 37 timer om ugen.
Hvorfor?
Hvorfor tror vi, at arbejdstiden er en statisk ting, der ikke kan laves om, eller at hvis vi gør, så er det dyrt?
Det giver simpelthen ingen mening. Og hvis vi altid havde haft den holdning, ville vi stadig arbejde 60 timer om ugen, som var normen for ikke ret mange generationer siden. Det gør vi ikke længere, og vores samfund er stadigt blevet rigere.
Men når vi mangler arbejdskraft og/eller penge i en ellers velpolstret statskasse, synes det eneste svar fra politikerne at være: Arbejd, arbejd.
Længere arbejdstider, flere fra deltid til fuldtid, senere pensionsalder, folk uden for arbejdsmarkedet ind igen – også selv om de ikke kan holde til det.
Hvad hvis svaret er det helt modsatte?
Tænk, hvis løsningen på det manglende arbejdsudbud ikke er mere arbejde, men mindre, var det så ikke værd i det mindste at prøve af?
I dag findes der efterhånden så mange forsøg og forskningsresultater, der viser, at det faktisk kan forholde sig helt modsat. At man ved at nedsætte arbejdstiden til 30 timer fordelt på fire dage uden lønreduktion, kan give rigtig mange fordele – uden at nogen taber på det.
Gennem flere år har der været lavet forsøg med nedsat arbejdstid i ind- og udland, som alle er kommet frem til positive resultater i form af mindre stress, færre sygedage, bedre balance mellem arbejde og fritid – uden at det gik udover produktiviteten.
I 2002 indførte et Toyota Center i Göteborg seks timers arbejdsdag og fik en produktivitetsstigning på 20%.
Et af de seneste studier fra England med 61 virksomheder og 2.900 medarbejdere viser halvvejs igennem de samme positive resultater: Samme eller bedre produktivitet og medarbejdere med mindre stress, færre sygedage, bedre fastholdelse samt arbejds- og familieliv.
Samtidig er virksomhedernes omsætning i gennemsnit steget med 1,4%.
I en tid hvor alle efterhånden erkender, at stress er ved at udvikle sig til en folkesygdom, der koster både menneskeligt og økonomisk, må det være tid til at gøre noget andet. Eller i det mindste prøve det af, når det, vi har gjort hidtil, ikke virker længere.
For ingen har vel lyst til, at udtrykket: ”Definitionen på sindssyge er at gentage den samme handling igen og igen og forvente forskellige resultater”, er det, der skal kendetegne vores samfund?