Hver tredje af de, der startede på universitetet i 2000, droppede ud uden at få den endelige eksamen.
Nu kortlægger en analyse fra Universitets- og Bygningsstyrelsen, hvordan det gik de frafaldne, skriver Politiken.
I 2005 var halvdelen af dem, der startede på universitetet i 2000, men afbrød studierne enten droppet ud af et nyt studium eller aldrig kommet i gang med en anden uddannelse.
"Det er dybt bekymrende, at så mange aldrig kommer i gang igen. Der er måske 1.000 eller 2.000 af de mest velbegavede på en årgang, der aldrig får udnyttet deres talenter fuldt ud. Det er kostbart, når det sker år efter år," siger studiechef Jakob Lange fra Københavns Universitet.
Og ifølge Jakob Lange kan der være mange forklaringer på frafaldet.
"Nogle har valgt forkert studium, andre får måske købt en lejlighed, får familie og børn og skal tjene til livets ophold; studierne kommer længere og længere væk, men mange af den type ender med at blive bitre, hvis de står som 45-årige uden uddannelse og med et hårdt ufaglært arbejde", siger Jakob Lange.
Han foreslår en mere håndfast linje overfor de studerende, hvor universiteterne blander sig, hvis de studerende ikke møder op.
"Vi må bruge ressourcer på at kontakte de studerende, hvis de ikke melder sig til eksamen eller i det hele taget ændrer studievaner," siger Jakob Lange.