Hver tyvende dreng har en rigtig god undskyldning for at tisse ikke at ramme toiletkummen. De er nemlig født med lidelsen hypospadi, som gør det svært for dem at kontrollere strålen, viser en ny undersøgelse fra Rigshospitalet.
Bliver man født med hypospadi betyder det, at urinrøret ikke munder ud på spidsen af penis, og det gør det altså svært at tisse, og i nogle tilfælde kan det være helt umuligt at stå op og tisse, skriver Jyllands-Posten.
Forskere fra Rigshospitalets afdeling for vækst og reproduktion har undersøgt 1.072 danske drenge, der var født mellem 1997 og 2004.
Kort tid efter fødslen så det ud til, at kun 1,3 procent af drengene var født med lidelsen, men allerede da man undersøgte drengene som 3-årige var tallet steget til næsten 5 procent.
Og tallet kan vise sig at være endnu højere. For på grund af forhudsforsnævringer, som man vokser fra, kan en misdannelse være svær at spore.
Ifølge Henrik Leffers, der er forskningsleder på Rigshospitalets afdeling for vækst og reproduktion skyldes de mange tilfælde blandt andet hormonforstyrende stoffer i parfume og kosmetik.
- Vi ved, at ftalater kan give mus hypospadi. Det er ikke bevist, at det også forholder sig sådan med mennesker, siger Henrik Leffers til Jyllands-Posten.