Danske arbejdspladser fosser ud af Danmark til andre lande med lavere lønninger og omkostninger.
Det viser en ny analyse af professor Jakob Roland Munch fra Københavns Universitet.
Men det skal vi ikke være så kede af, mener professoren.
"Som de fleste økonomer, mener jeg, at der er en potentiel gevinst ved øget handel, og det gælder også outsourcing. Det betyder ganske vist, at nogen må gå ned i løn, og nogen bliver arbejdsløse, men andre oplever lønfremgang, fordi virksomhederne klarer sig bedre. Samlet set mere end opvejer gevinsterne ulemperne," siger han til Kristeligt Dagblad.
Det er især medarbejdere med en videregående uddannelse, der vil opleve at få mere i lønningsposen, når virksomhederne flytter arbejdsopgaver ud af landet og dermed forbedrer konkurrenceevnen.
Men ufaglærte og faglærte har også fordele af, at virksomheder som Vestas, Danish Crown og Coloplast flytter tusindvis af jobs til lande med lavere lønninger og omkostninger.
"Selvom de faglærte og ufaglærte umiddelbart går ned i løn, er der også nogle af dem, der vil opleve at gå op i løn, når vi eksporterer mere. Blandt ufaglærte er der for eksempel 40 procent, som vil gå ned i løn, men 60 procent, som vil gå op i løn," siger Jakob Roland Munch til Kristeligt Dagblad.