Tillykke drenge! I år fylder Hizb ut-Tahrir 55.

Både mennesker og organisationer plejer at være godt etablerede, hvis de når det halve århundrede. Ungdommens idealisme og revolutionære ild er enten slukket eller sat på lavt blus. Men når det gælder Hizb ut-Tahrir, er alene navnet nok til at få ellers godmodige politikere på barrikaderne, klar til at forsvare fæstningen imod barbarerne, som tilsyneladende står ved porten. Men hvem gemmer sig bag den midaldrende fødselar?

Drømmen om kalifatet

Stifteren af Hizb ut-Tahrir hed Taqiuddin al Nabhani og var en muslimsk skriftklog og dommer. Men egentlig er perioden, som Hizb ut-Tahrir blev stiftet i, vigtigere end hvem der stod bag.

I 1950 erne stod den arabiske verden ved en skillevej: Israel var netop blevet dannet, og både Sovjetunionen og USA stod klar til at lokke de nye arabiske nationalstater over i hvert deres hjørne af den kolde krig. For al Nabhani og millioner af andre muslimer var valget klart: Stillet over for at vælge imellem det, der for dem var pest eller kolera, valgte de ingen af delene. Islam blev i stedet svaret for mange muslimer.

Al Nabhani tog skridtet videre: Islam kunne kun være på sit højeste, når alle muslimer var samlet i en stat: det muslimske kalifat, som blev ledet af guds udvalgte. En genoprettelse af kalifatet var det eneste, der gav mening for en muslim at stræbe efter.

Tøsedrenge

Hillel Fradkin er direktør for islam-centeret ved Hudson Institute i New York og har studeret historie og islam i tredive år. Når journalister ringer til ham for at spørge til Hizb ut-Tahrir, er der et spørgsmål, som altid går igen: »Er de farlige?«

»Ja og nej,« svarer Fradkin eftertænksomt. På den ene side har Hizb ut-Tahrir fordømt angrebet 11. september 2001 og alle andre store terrorangreb derefter. På den anden side er gruppens voldsomme retorik altid på grænsen til det ulovlige. Og ikke rar at høre på for vestlige, moderate ører. Og derfor er organisationen også forbudt i flere lande. Men selvom Hizb ut-Tahrir kan lyde farlige, kæmper de blandt endnu mere ekstreme islamister med et image som tøsedrenge.

»De virkeligt radikale muslimer, jihadi erne, synes, at Hizb ut-Tahrir er til grin, fordi det for dem at se kun er en intellektuel kaffeklub. Der snakkes om tingene, men man skrider aldrig til handling. Den største fare, jeg ser, er, at en ung, radikal muslim bliver træt af Hizb ut-Tahrir, fordi der aldrig sker noget, og finder en gruppe, som vil skride til handling,« siger Hillel Fradkin.

Gruppens drøm om et kalifat er noget, som er meget langt væk, mener han. I modsætning til andre grupper med de samme mål handler det for Hizb ut-Tahrir ikke om at indføre et kalifat så hurtigt som muligt, men at forberede vejen ved at opdrage den rette islamiske elite.

»Det handler ikke om at have muslimer nok, men om at have muslimer af den rette støbning,« vurderer Fradkin.

Den islamiske elite

For at opbygge morgendagens islamiske ledere er gruppen kendt for at have meget høje standarder for deres rekrutter. Ikke hvem som helst kan blive medlem. Og her ligger en del af dilemmaet med Hizb ut-Tahrir. Gruppen hverver primært på universiteter, og dens medlemmer og sympatisører tilhører netop dem, som danske politikere håber kan bidrage til integrationen : veluddannede muslimer med godt betalte job eller unge ildsjæle med høje karaktergennemsnit, som er godt i gang med deres universitetsstudier.

Få kender den danske afdeling af Hizb ut-Tahrir som Malene Grøndahl. Sammen med to andre journalister dykkede hun i begyndelsen af årtusindet ned i den meget pressesky organisation og skrev en bog om fænomenet. Hun advarer imod at tro, at der findes nogen lette løsninger.

»Man skal ikke tro, at man kan få Hizb ut-Tahrir til at forsvinde. Dilemmaet er netop, at mange af deres medlemmer lader til at være velintegrerede« siger hun.

Hizb ut-Tahrir er en benhård kritiker af det vestlige demokrati, men samtidig fungerer gruppen paradoksalt nok med demokratiske midler, som når de for eksempel går på gaden og demonstrerer ¿ i protest mod ytringsfriheden.

»Deres radikale kritik af det vestlige samfund, for eksempel af det, de ser som vestens hykleri om demokrati, er noget, som vækker genhør hos mange ¿ selv hos moderate muslimer. Det er paradoksalt, at de afviser demokratiet, men samtidig holder de demonstrationer og massemøder og tager del i demokratiet på den måde.«

Men selvom Hizb ut-Tahrirs retorik kan virke farlig, mener Malene Grøndahl, at gruppen er blevet pustet op til noget meget større, end den er.

»Til en vis grad er der tale om et medieskabt fænomen. De er gode til at tage en konkret sag op, men i virkeligheden har de sagt det samme i snart mange år.«

Malene Grøndahl forklarer, at Hizb ut-Tahrir for nogle medlemmer kan fungere som en ventil, hvor de kan få afløb for deres kritik af vestlige demokratier, indtil de en dag får et mere nuanceret syn på samfundet.