Det er absurd, at få arbejdende danskere skal forsøge et højt antal på passiv forsørgelse, mener arbejdsmarkedsordfører for Liberal Alliance, Joachim B. Olsen, skriver BT.
Den stærke reaktion kommer i kølvandet på en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, som viser, at der i Danmark blot er 3,5 arbejdende borgere til at forsøge en person uden arbejde. Til sammenligning var tallene for Sverige og Holland 5,6 personer, mens det i Storbritannien var på fem personer.
- Der er noget absurd over, at man går på arbejde i det her samfund og tjener penge til at forsørge sig selv og sin familie, og så er man samtidig med til at forsørge en lang række mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet, siger Joachim B. Olsen til BT og tilføjer:
- Vi har valgt at indrette os på den her måde. Det kan jo ikke være udtryk for, at danskerne er hverken mere syge eller mere dovne end borgerne i andre højtudviklede velfærdssamfund.
Han peger på, at der kun er ét svar på problemet. Og det er at iværksætte en række nye reformer af førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og skattesystemet, som kan skubbe de arbejdsløse ud på arbejdsmarkedet.
Professor ved Aarhus Universitet, Torben M. Andersen, mener, at tallene er udtryk for, at vi har et problem i Danmark.
- Det her er klart en udfordring for Danmark. Et veludviklet velfærdssamfund er afhængig af at have en høj beskæftigelsesandel, der kan finansiere velfærdsydelserne. Og det er sandsynligt, at vi er det land i den vestlige verden, der har den laveste andel af beskæftigede i forhold til antallet af forsørgede. En robust finansiering af velfærdssamfundet - med generøse velfærdstilbud - forudsætter en høj beskæftigelsesandel i den private sektor, siger professoren til DA's nyhedsbrev Agenda.
Newspaq