Hun kan ikke græde. De tre sorte affaldssække med deres tøj står på gulvet i det krisecenter, hvor hun har søgt tilflugt. Det er april 2002.
Pernille på otte og Vickie på fire år siger ikke et ord. Indeni er Hanne et stort kaos. Hendes hjerne kan slet ikke begribe, hvad der er sket. Den kærlige, rare mand, der aldrig skældte ud, er blevet til en råbende, øldrikkende tyran, der kan finde på at tage kvælertag, slå med kroketkøller eller true hende med, at han slår hende ihjel.
Hun elsker ham stadig. Men hun er også så bange, at hun ikke tør lade børnene være sammen med ham mere. Mens hun pakker deres tandbørster ud, føler hun sig tom indeni. Hanne er i sorg.
Hun husker, hvordan de har talt sammen om, at hun godt vil tilgive ham, hvis han tilgiver hende. Tilgiver at hun blev syg og gjorde ham bange for at miste. Ligesom han mistede sin mor.
Når han er ædru, vil han godt lytte til hende. Men når han drikker, glemmer han det hele. Så blusser vreden op.
Mobiltelefonen snurrer konstant med hans nummer i displayet. Men hun tager den ikke. Det har krisecentret sagt, at hun ikke bør gøre. Hun har brug for at tænke. Hun kan ikke spise, ikke sove.
En følelse af uretfærdighed river i hende. Hvorfor er det hende, der skal sidde på et krisecenter, mens han er i huset? Det er da ham, der drikker. Hvorfor er der ingen, der kan hjælpe hende og børnene?
Kampen for børnene
På en eller anden måde finder hun kræfterne. Hun flytter ind i den lejlighed, som krisecentret finder til hende, og hun får fat i en advokat, så hun kan søge om forældremyndigheden over pigerne.
Hanne er stadig i en form for chok. Hun kan ikke forstå det. I hende brænder der stadig et lille håb om, at hun og Henning kan få det til at fungere. Samtidig føler hun, at myndighederne ikke rigtig tror på hende, når hun siger, at han drikker. Henning fortæller dem, at det er hende, der er vanvittig.
Sundhedsplejersken kommer i hjemmet for at tale med pigerne. De er påvirkede af de voldsomme ting, de har oplevet. I juni 2002 skriver hun i papirerne: Pernille siger, hun har to fædre. En sød og en dum. Den dumme, når han drikker .
Hanne finder en indre styrke, hun ikke tidligere har kendt til. Den hjælper hende igennem den næste svære tid. Hun er i fogedretten for at få de ejendele, hun efterlod, da hun flygtede.
Hanne er blevet tvunget til at give afkald på sin halvdel af huset. En aften tvang han hende til at skrive under på, at hun ville overdrage sin halvdel til ham. Ellers slog han hende ihjel.
Hun opgiver at kæmpe for huset, da sagen senere skal køre i retten. Hun orker det ikke.
Det er en beslutning, hun senere kommer til at fortryde.
Magtkampen
Henning kan ikke lade være med opsøge Hanne og børnene i lejligheden. Det sker, hun lukker ham ind, mens de spiser aftensmad. Han spiser ikke med. Han kigger bare.
En aften går han uden varsel amok i køkkenet. Tager alle tomaterne fra skålen på bordet og smadrer dem mod køkkendørene. Pigerne flygter op på deres værelser, mens han brøler, at han vil have børnene med sig hjem.
Pludselig dukker politiet op. Det er Pernille, der har ringet fra sit værelse. Henning er igen forandret på et øjeblik.
»Vi skændtes bare,« siger han roligt og fordufter.
Betjenten sætter sig et øjeblik ved bordet og ser alvorligt på Hanne, mens tomatstumperne driver ned af lågerne.
»Du må aldrig snakke med ham mere, hvis du vil havde det til at stoppe,« siger han.
Hanne aner ikke, hvordan hun skal klare det.
Ansigtet i mørket
Henning har stadig krav på at se pigerne, men han afleverer dem aldrig til tiden. Hver gang klager hun til statsamtet.
Hver nat ved halv et tiden hører hun lyden af hans bil på trods af det polititilhold, som han for længst har fået. Midt i sin nye lejlighed bruger hun den ubrugte sauna som sit tilflugtssted. Der er sat skydelås på indersiden af døren, og den ene bærbare telefon ligger altid klar i flugtrummet, så hun kan ringe efter politiet.
Den anden bærbare har hun under hovedpuden. Både hun og Henning ved, at patruljevognen ruller op ved hoveddøren præcis syv minutter senere.
En nat er der usædvanligt stille. Hanne fornemmer, at noget er galt. Hun tager pigerne med sig ind i soveværelset og lægger sig til at sove. Lyden af et dyr, der kradser på ydermuren, vækker dem, og pludselig lyser Hennings ansigt hvidt i mørket udenfor ruden på 1. sal.
De skriger.
Pigerne gemmer sig under dynen, og Hanne springer op for at nå i sikkerhed i saunaen. I hendes baghoved lyder ordene fra alkoholterapeuten, som hun er begyndt at gå hos: »Han går efter dig. Ikke børnene«. Hun er sikker på, at hun dør, hvis han får fat i hende.
Syv minutter senere er politiet på stedet, og Henning er væk. Terapeuten har sagt, at hun godt kan glemme alt om det liv, hun levede, før han forandrede sig. Det er et liv, hun aldrig får tilbage.
Hanne mistede alt
Et eller andet har vækket hende på sofaen i hendes rækkehus i Hadsten. Vinduerne er lukkede, for hun tør ikke have dem åbne, selvom det er varmt. Det er juni 2007.
Hendes tanker vil ikke slippe de to store sten, der holder tørrestativet, så det ikke vælter. Hun har glemt at tage dem ind i nat. Hvis han kommer, kan de bruges til at smadre vinduet. Hun ved, at hun ikke kan flygte.
Derfor har hun køllen liggende, så hun altid kan nå den. Så hun kan forsvare sig. Tage kampen op. Den kamp, der nu har stået på i syv år.
I den kamp har den ældste pige, Pernille, nu fået papirer på, at hun ikke behøver at besøge sin far. Og sidste år fik Vickie midlertidigt lov at slippe for samvær, så længe Henning nægter at lade sig undersøge på en alkoholklinik.
I øjeblikket kører en ny sag ved statsamtet i Århus. Her har man andre regler end i Viborg, så Henning kræver igen samvær med sin yngste datter. Også selvom hun én gang har sagt, at hun ikke vil se sin far, når han drikker.
Overladt til sig selv
I sit stille sind forbander Hanne alkoholen. Hun bebrejder sig selv, at hun ikke bare låste ham inde i værkstedet, da han begyndte at drikke. Låste ham inde til han var ædru. Han kan få hjælp, hvis han vil have den. Men der er ingen hjælp til hende.
I dag fortryder Hanne også, at hun gav afkald på halvdelen af huset. Hun har ingen penge. Lønnen fra social- og sundhedshjælperjobbet rækker ikke langt. Pigerne kan ikke komme på sommerferie. De skal spare.
Hanne fortryder også, at hun aldrig meldte ham for vold, selvom han tog kvælertag på hende. Men hun var flov over at gå til politiet og sige, hvad hendes egen mand havde gjort.
De mange års kamp har gjort hende hård og kold. Tilliden til andre mennesker er væk. Heldigvis kan hun glæde sig over, at hun er rask. Kræftsygdommen, der startede det hele, er væk.
Med et suk lægger hun sig ned på sofaen igen. Stenene får lov at blive liggende på tørrestativet. Frygten skal ikke styre hendes liv. Mere. Hun bestemmer selv over det, der er tilbage.
Artiklen er skrevet på baggrund af interview med Hanne Andersen og Pernille. Der er brugt dokumenter fra de sociale myndigheder, fogedretten, krisecentret, alkoholterapeuten, politiet, statsamtet i Viborg og Århus, båndoptagelser med Henning og noter fra den lokale ugeavis til at rekonstruere historien. Henning har ikke ønsket at kommentere artiklen.