Hækkerup står ved strengere coronastraf trods dommerkritik

Krimi

Ingen myndigheder har bedt om hårdere straffe for coronakriminalitet. Det er en politisk beslutning.

Skønt antallet af forbrydelser, som har direkte forbindelse til coronakrisen, er begrænset, så mener justitsminister Nick Hækkerup (S), at der er grund nok til at hastebehandle en stramning af straffeloven i Folketinget.

I et brev til justitsministeren har dommerforeningens formand, Mikael Sjöberg, spurgt om, hvorvidt "vi også har en nødretssituation med kriminaliteten, når man også tager Rigspolitiets talmateriale in mente".

- Det er i hvert fald en situation, hvor samfundet er uden for sin normale ramme, og hvor vi kan se, der bliver begået nogle forbrydelser, som der i den grad er grund til at komme efter og tage afstand fra, siger Nick Hækkerup.

Rigspolitiets tal, som er vedlagt i et bilag til lovforslaget, viser, at der har været 8 tricktyverier, 16 tyverier og 45 bedragerier, som relaterer sig til coronakrisen - for eksempel tyveri af håndsprit.

Tallene gælder både fuldbyrdede forbrydelser og forsøg.

I brevet skriver Mikael Sjöberg, at lovgivningen blandt andet af den grund har karakter af alene at have signalværdi.

Og der er da heller ingen myndigheder, som er gået til politikerne og har påpeget, at der er et problem med coronakriminalitet i en grad, som kræver lovgivning.

Det medgiver Nick Hækkerup. Men det har ingen betydning for justitsministeren.

- Jeg kan ikke se, hvad det gør for en forskel, om der skulle være en ekspert, der havde sagt, at det her ville være en god idé. Det her er en politisk beslutning.

- Denne type adfærd, som på den måde kompromitterer det, vi vil som samfund, er der behov for at straffe hårdere. Det synes jeg, er fuldt tilstrækkelig legitimation.

Hækkerup affærdiger desuden en del af dommerformandens kritik som "noget sludder". Omdrejningspunktet for den uenighed er lovforslagets angivelse af strafniveauer.

Den del behandles i et bilag til lovforslaget, hvor der er givet ni konkrete eksempler på coronakriminalitet - for eksempel på simpelt tyveri af håndsprit. Sjöberg mener ikke, at den lovgivningsmetode er hensigtsmæssig for dommernes arbejde.

Han efterlyser i stedet, at politikerne holder sig til at udstikke de overordnede rammer og lader dommerne om at vurdere sagens konkrete omstændigheder.

- Eksemplerne er med til at illustrere, hvad vi mener. Men de er jo ikke skrevet ud i deres fuldstændighed, siger Nick Hækkerup.

- Tværtimod er det jo domstolene, der skal ind og se på, om der omstændigheder, som gør, at sagen skal pådømmes på en bestemt måde, og hvad strafniveauet skal være, siger han.

Mikal Sjöberg har desuden i sit brev skrevet, at han har været i tvivl om, hvorvidt han overhovedet burde blande sig. Til det siger justitsministeren.

- Jeg synes altid, det er okay, at folk, der har meninger, blander sig i debatten. Det ville have været rart, hvis dommerforeningens formand havde haft lejlighed til at læse loven, før han kom med sine bemærkninger, lyder det fra Nick Hækkerup.

/ritzau/