Den største og mest gennemgribende analyse nogen sinde af brugen af kviksølv viser, at befolkningrne i udviklingslande er voldsomt udsatte for det giftige flydende metal. Regionerne med fattige lande på tre kontinenter er i henhold til FNs miljøprogram (UNEP) udsatte for stigende mængder kviksølv.
Det er især afbrænding af kul til elproduktion og udvinding af guld i små miner, der er årsag til forureningen. Der er voldsom brug for mere elektricitet baseret på det billigste råstof, og de internationale guldpriser stiger og lokker flere arbejdsløse til nye klondykes.
Totalt udledes på et år 2.000 ton – eller måske dobbelt så meget.
Store mængder
Den netop vedtagne internationale aftale om kviksølv udelader både de små guldminer og kulkraftværker fra aftalen. Der findes forskellige alternativer til kviksølv, men de er ukendte i udviklingslande.
Som følge af den hurtige vækst i Asien udledes knap halvdelen af verdens kviksølv fra elproduktion i den region. Denne form for forurening er ansvarlig for en fjerdedel af totalen.
Det er ikke småting, der sendes ud i alverdens floder og vandløb. UNEP anslår for første gang, at der er udvaskes 260 ton kviksølv som følge af skovning. Stoffet var tidligere bundet i jorden. Alt dette kviksølv ender i fødekæden og dermed i human føde. I arktis aflejres hvert år 200 ton kviksølv.
Mennesket
UNEP skriver i sin analyse af forholdene, at mennesket har fordoblet mængden af kviksølv i havets øverste 100 meter lag og de dybere lag med 25 procent. Kviksølv er et giftstof med alvorlige konsekvenser for sundheden. Det bliver i naturen i hundredevis år.
Den netop indgåede internationale Minamata-aftale er således opkaldt historiens største kviksølv katastrofe i Japan. Stoffet giver blandt andet neurologiske skader. Udledning af kviksølv er en direkte trussel imod sundheden for 10-15 millioner mennesker aktive i guldfremstilling i fattige lande.
Og der anvendes stadig kviksølv til fyldninger i tænder. Mængden anslås af FN til 340 ton om året, hvoraf 100 ton ender i naturen som affald.