Store dele af København bliver i eftermiddag farvet i alle regnbuens farver, når op til 10.000 mennesker deltager i den årlige Pride Parade, der går fra Frederiksberg Rådhus til Rådhuspladsen, for at hylde det homoseksuelle miljø.
Men kampen for friheden til selv at vælge sin seksualitet går langt videre end Valbybakke. For ude i den store verden lever mange homoseksuelle stadig undertrykte liv.
I Cameroun startede i torsdags en opsigtvækkende retssag, hvor to unge mænd på 19 år og 20 år er sigtet for homoseksuelle handlinger.
Konkret går deres brøde på, at de har siddet i den samme bil udenfor et diskotek i Camerouns hovedstad Yaoundé, fortæller kampagneleder hos Amnesty International, Helle Jacobsen.
"Kendes de skyldige, risikerer de op til fem års fængsel, som skal afsones under kummerlige forhold. Og i et land som Cameroun, hvor homofobi er meget udbredt, er der stor chance for, at de også udsættes for fysiske overgreb og vold fra medfangerne," siger Helle Jacobsen.
De to unge fyre fra Cameroun, Francky og Jonas, er blot de seneste ofre for landets straf af homoseksuelle.
"Tidligere i år blev en ung mand idømt 36 måneders fængsel for at sende en sms-besked til et mandligt bekendtskab," siger Helle Jacobsen, der understreger at nogle af de værste lovgivninger angående homoseksualitet findes i Afrika.
På hele kontinentet er det kun Sydafrika og Kenya, der ikke straffer homoseksualitet i den ene eller anden grad, og i Uganda bliver der til november rejst et lovforslag, der skal give dødsstraf til homoseksuelle, fortæller hun.
Faktisk skal man ikke længere væk end Litauen for at finde et eksempel på en homofobisk lov. Her er det ulovligt, at oplyse om homoseksualitet i det offentlige rum, hvis der er børn og unge til stede, og det var først sidste år, at landets homoseksuelle fik lov til at gå i optog igennem landets hovedstad, Vilninus.
Igen i år samler Amnesty International underskrifter ind under paraden, og denne gang er det forholdene i Tyrkiet, der sættes under lup. I følge Helle Jacobsen blev 16 homoseksuelle dræbt i Tyrkiet i 2010. Og da landet ikke har en lovgivning, der beskytter seksuelle minoriteter, bliver mange af disse mord hverken klassificeret som hate-crimes eller opklaret.
Paraden går fra Frederiksberg Rådhus klokken 13 lørdag og slutter på Rådhuspladsen klokken 17.
Det er i år 16. gang, at paraden afholdes. Paraden har til formål at sætte homoseksuelles rettigheder verden over i fokus.