Der har længe gået rygter om den 45-årige nyhedsvært Anderson Coopers seksualitet, men nu står han offentligt frem erklærer, at han er bøsse.
- Sandheden er, at jeg er bøsse, altid har været det og altid vil være det, og jeg kunne ikke være gladere, mere komfortabel med mig selv eller mere stolt, erklærer en åben Cooper.
Den amerikanske tv-kendis, der har været et fast ansigt i programmet "60 Minutes" og vært på sit eget talkshow "Anderson Cooper 360 Degrees" har ellers holdt sit private liv for sig selv, men ifølge magasinet Entertainment Weekly har han nu fortalt en blogger, at han er homoseksuel.
Selvom det næppe kommer som et chok for offentligheden, hvor rygterne længe har svirret, mener bloggeren Andrew Sullivan at det er vigtigt, at kendte homoseksuelle står frem.
- Homoseksuelles synlighed er et af de vigtigste midler til at skaffe os ligestilling, skriver bloggeren. Han nævner præsters fordømmelse af bøsser og lesbiske og republikanernes modvilje mod ægteskab mellem mennesker af samme køn som eksempler på kræfter i samfundet, som rettighedsforkæmperne er oppe imod.
Det er netop de overvejelser, som har fået Anderson Cooper til at stå frem efter at have værnet om sit privatliv i mange år.
- Det er gået op for mig, at fordi jeg har undgået at tale om nogle dele af mit privatliv så længe, har det givet nogle det forkerte indtryk at jeg prøvede at skjule noget. Noget, der gjorde mig ukomfortabel, skamfuld eller bange. Det er frustrerende, for det passer simpelthen ikke, siger talkshowværten og understreger, at han kun holdt sin seksualitet skjult for at have noget privatliv.
Anderson Cooper har før blandet sig i debatten om homoseksuelle. For to år siden protesterede han mod en filmtrailer, der gjorde grin med bøsser.
Kilde: Entertainment Weekly.