Google-topchef: Vi bør arbejde mindre

Googles direktør mener, at vi skal arbejde mindre. (Foto: Foto: Colourbox)

Vi bør arbejde færre timer, mener Googles administrerende direktør og medstifter, Larry Page.

En arbejdsuge på 40 timer er for de fleste danskere en helt almindelig arbejdsuge. Men Googles direktør og medstifter, Larry Page, mener, at vi skal arbejde mindre. Det skriver computerworld.dk.

Flere deltidsstillinger

Larry Page, der er et af verdens rigeste mennesker, mener, at vi bør skære ned for arbejdstiden og oprette flere deltids-stillinger.

"Hvis du spørger en forsamling om, hvor mange der gerne vil have en ekstra uges ferie, ville de alle stikke hånden i vejret. Eller en arbejdsuge på to dage i stedet for fire dage? Alle ville stikke hånden i vejret. Vi bør udvikle en fælles måde til at kunne koordinere arbejdsugen på," sagde Google-direktøren under et interview på scenen til et it-arrangement i USA.

 

Arbejde er et socialt behov

Larry Page mener, at det er sociale behov frem for økonomiske, der får os til at ville arbejde 40 timer om ugen.

"Tænk på vores behov: Bolig, sikkerhed, uddannelse til vores børn. Det kræver altså ikke mange ressourcer og meget arbejde at kunne opnå det," lød det fra Larry Page.

Han mener, at det er en helt anden faktor, der har betydning for, at vi arbejder så meget:

"De fleste mennesker er ikke lykkelige, hvis de ikke har noget at give sig til. De har brug for at føle, at der er brug for dem."

Kilde: computerworld.dk