Mindst fire mennesker er i løbet af weekenden døde efter at have drukket hjemmebrændt alkohol i den libyske hovedstad Tripoli.
Meget tyder ifølge hospitalskilder på, at der har været metanol - bedre kendt som træsprit - blandet i den dødbringende drik.
- De første undersøgelser viser, at der var symptomer på alkoholforgiftning forårsaget af alkoholiske drikke blandet med metanol, hvilket kan resultere i død, nyresvigt, blindhed og epileptiske anfald, siger Youssef al-Wafi, direktør for et hospital i Tripoli.
Han siger til det statslige nyhedsbureau Lana, at 69 personer har været indlagt på hospitalet siden fredag ​​med symptomer på alkoholforgiftning.
De fleste af ofrene er i alderen mellem 19 og 50 år, lyder meldingen.
For et halvt år siden var Tjekkiet ramt af en lang række dødsfald forårsaget af hjemmebrændt spiritus med et stort indhold af træsprit.
I løbet af september 2012 mistede mindst 26 mennesker livet og sendte adskillige andre på hospitalet.
En del af ofrene er blevet blinde af at drikke den ulovlige sprut, mens andre endte i koma.
/ritzau/dpa