Med en estimeret formue på 800 millioner danske kroner, skulle der være rigeligt råd til at smække stængerne op og nyde det søde liv, fremfor at trække i den hvide kittel og gå på arbejde som læge. Men for Christian Kjærs kone, Susan Astani, er det ikke længere for pengenes skyld, at hun passer sit arbejde.
Det fortæller hun i et interview med BT, der har besøgt hende i Schweiz, hvor hun og rigmanden tidligere på året valgte at slå sig ned.
Astani flyttede til Danmark som 19-årig og har været igennem helle uddannelsesmøllen lige fra 9. klasses afgangseksamen og til afslutningen af lægestudiet. Derfor har hun heller ikke tænkt sig at droppe arbejdet som læge i Danmark, selvom hun nu er bosat i Schweiz.
– Jeg får tit at vide, at jeg faktisk er ret dygtig til, hvad jeg laver. Og jeg synes, at det ville være synd ikke at bruge det. Jeg har altid følt, at danskerne har betalt for min uddannelse, så jeg vil gerne arbejde i Danmark stadigvæk, siger hun til BT, der så spørger ind til økonomien.
Men hvorfor arbejder du egentlig? I har vel råd til, at du kunne lade være?
– Jeg elsker jo mit arbejde og mine patienter. Når jeg er på arbejde, så er jeg alene – så er jeg ikke Christian Kjærs kone, siger Susan Astani-Kjær.