Hun står der syv dage om ugen i sit stramme tøj med opsat hår og høje hæle. Hun smiler til forbipasserende mænd, hiver dem i jakken og smyger sig op af dem, mens de aftaler en pris. Aften efter aften sælger Molly sin krop i neonlysenes skær på Vesterbro i København, mens hun bliver overvåget af sine bagmænd. For Molly er en god forretning. Hun er en af de mange kvinder, som kommer til Danmark og arbejder som sexslaver.
Molly eksisterer ikke. Og alligevel gør hun. For beskrivelsen af hende, er beskrivelsen af de hundredvis af unge piger og kvinder, der strømmer ind over de europæiske grænser fra Nigeria. Hendes historie genkender man hos både politi, Røde Kors og Reden ? Stop Kvindehandel, der fortæller, at stadig flere kvinder smugles til Danmark. Først fra Thailand, siden Østeuropa, og i dag Nigeria, som de seneste år har oplevet en stor social og økonomisk nedtur præget af korruption og nepotisme. Samtidig er det Afrikas største land med en lang tradition for migration til Europa bag sig. Nigeria har også over 200 stammer, hvilket gør det nemmere at udnytte en kvinde fra en anden stamme end sin egen.
»Når vi møder dem, er nogle knækkede og underdanige, og har mistet fornemmelsen for at sige ja og nej. De beder om lov til at tage et glas vand og gå på toilettet. Det er uhyggeligt. Andre er barske og umulige at nå, og så er der dem, som endnu ikke har oplevet det, der sandsynligvis venter dem,« siger Ann-Sofie Bech, juridisk konsulent i Røde Kors.

Drevet af fattigdom

De nigerianske kvinder begyndte at strømme ind i landet i 2003, og siden er problemet kun vokset. Hvor mange kvinder, der i Danmark er ofre for menneskehandel, ved ingen. Men Reden ? Stop Kvindehandel har de sidste tre år haft kontakt til 80 handlede kvinder. Heraf var syv teenagere under 18 år, der arbejdede som prostituerede. Røde Kors har det seneste år været i kontakt med 17 børn, som de formodede var menneskehandlede.
At en pige som Molly i dag trækker på gaden i København, var ikke planen, da hun forlod Nigeria, fortæller Kim Kliver, chef for Politiets Nationale Efterforskningscenter.
I regionen Benin mangler Mollys familie mad, tøj og medicin, så da en charmerende mand banker på forældrenes dør og tilbyder at føre hende ud landet, bliver der hurtigt svaret ja. Også selvom de falske papirer, der skal få hende af sted, er dyre. For familien bliver lovet, at hun kommer til at tjene penge. Mange penge i det rige Europa. Måske ved de godt, at det er hendes krop, der skal tjene dem. Det betyder bare ingenting, for de tror på, at den store gæld, de sætter sig selv i for at sende hende afsted, bliver betalt af hendes arbejde.
Andre piger bliver lokket til Europa gennem annoncer i lokale blade, der lover dem et arbejde i Europa.
I Danmark er antallet af nigerianske kvinder, der bliver solgt til prostitution ikke konstant. Mange af kvinderne bliver også flyttet frem og tilbage mellem Danmark og Norge. Bliver de for kendt på gaden i København, ryger de til Oslo. Og omvendt. Det fortæller Dorit Otzen, der er forstander på Reden ? Stop Kvindehandel.
»Nogle gange er der to, nogle gange tæller vi 30. Det er på gaden, og så er der de kvinder, som er gemt væk på bordeller. Hvor mange, der er, ved vi ikke, men det er mange,« forklarer hun.

Mama tager sig af dem

Fra Nigeria kommer kvinder som Molly til Spanien eller Italien og får falske papirer. Herfra bliver de sendt til Danmark, som er i toppen af listen over lande, kvinderne sendes til. Især de nordiske lande er eftertragtede, da prisen for et knald er højere i de nordiske lande end i Sydeuropa. I Danmark bliver de installeret i lejligheder, hvor en såkaldt Mama tager sig af dem. Mama er ansat af bagmændene og ofte selv en tidligere prostitueret, der er steget i graderne. Hun er ikke en omsorgsfuld moderfigur, der tager sig af pigerne, men deres benhårde arbejdsgiver, fortæller Kim Kliver.
Pigerne bor op til fire sammen på små værelser, hvor de kan sove, inden de bliver sendt på gaden. Og Mama holder øje med dem.
Når mændene på Istedgade og i kvarteret på Vesterbro i København går forbi kvinderne og takker nej til de tilbud, de får, hiver Mama fat i dem. Måske sætter hun prisen ned ¿ helt ned til 100 kroner for et knald. 500 kroner, hvis det er uden kondom, oplever Redens medarbejdere, når de går på gaden.
Det er også Mama, der tager pengene fra pigerne og sørger for, at de havner hos bagmændene. Nogle gange tager bagmændene alt som betaling for gælden, der ofte vokser, når kvinden først er kommet til Danmark. Startgælden for en handlet kvinde er op mod en halv million kroner. Og af de omkring 100 kroner, der i de gode tilfælde går til kvinden efter sex, skal de afdrage gælden.
Kvindehandel er på verdensplan den tredje mest indbringende kriminalitet. FN og International Organization of Migration (IOM) skønner, at bagmænd tjener mellem 40 og 60 milliarder kroner på menneskehandel i verden. Hvert år. Og frygten for bagmændene er så stor, at kvinderne sjældent fortæller noget til politiet, siger kriminalinspektør Kim Kliver, Politiets Nationale Efterforskningscenter:
»Pigerne har per definition ikke stor lyst til at fortælle deres historie eller om deres bagmænd og transportveje. Det gør vores arbejde enormt svært. Især, når vi ikke kun vil angribe pigerne, når de er her, men også vil angribe dem, der eksporterer pigerne herop. For det er bagmændene, der er vores primære mål. Både bagmændende i Danmark og i udlandet. Men det er svært at skabe et godt samarbejde med myndighederne i Nigeria, på grund af landets politiske situation, til forskel fra det vi har med myndighederne i for eksempel Thailand,« siger Kim Kliver.

Vil ikke hjem

Selvom kvinderne sælger deres kroppe utallige gange om dagen, vil de ikke hjem.
De frygter for deres familiers liv. Bagmændene har ofte kontakter i Nigeria, som truer familien med drab og voldtægt, hvis ikke pigerne bliver på gaden. Og hvad der er lige så slemt: Hvis kvinderne i Danmark bliver snuppet af politiet uden opholdstilladelse og bliver sendt tilbage, står en bagmand ofte i lufthavnen og tager i mod med tæsk og voldtægt.
»At komme væk fra Afrika er meget svært. Men jeg kom væk, og hvis nogen finder mig her, vil de sende mig tilbage, og jeg vil være tilbage, hvor jeg startede. Og skal jeg tilbage til Afrika? Nej!,« fortæller en nigeriansk prostitueret i en norsk undersøgelse af de nigerianske prostitueredes liv og vilkår. Og det genkender antropolog Marie Brandt Nielsen, der er ansat ved Rigspolitiet, hvor hun arbejder med kvindehandel.
»Jeg har faktisk stor respekt for disse kvinder. For dem er det vigtigt at kunne forsørge deres børn og resten af familien hjemme i Nigeria. De er stolte af, at det kan lade sig gøre, og mange af dem er utrolig stærke. Når politiet laver kontrolaktioner, så møder de en del kvinder, som har valgt det, fordi de har behov for pengene for at kunne brødføde deres familie. I og med at de ikke selv oplever sig selv som ofre, tager de ikke imod hjælp. De vil ikke ud i beskyttelsestilbud i x-antal dage og have psykologhjælp, for det er ikke derfor, de er der. De er der, fordi de skal tjene de penge,« fortæller Marie Brandt Nielsen, der dog stadig mener, at pigerne har brug for støtte og hjælp.
Derfor er kvinderne så utroligt svære at hjælpe, og selv om politiet får held til at fjerne pigerne fra gaden, er det en stakket frist, mener Ann-Sofie Bech, juridisk konsulent, Røde Kors.
»Vi kan ikke stoppe problemet her. Myndighederne kan måske sørge for, at kvinderne ikke kommer til Danmark, men det er ingen løsning. Så bliver de jo bare handlet til andre lande, så det kræver en langt mere omfattende indsats« siger hun.