- Kommunerne arbejder ikke rettighedsbaseret. De er simpelthen ikke optaget af folks rettigheder. De er optaget af alt muligt andet. Hvordan de synes, folk skal opføre sig, eller hvilken adfærd og motivation de skal udvise. De burde interessere sig noget mere for lovgivningen, der egentlig rummer mange hjælpemuligheder.
Sådan lyder det fra gadejurist gennem 20 år, Nanna W. Gotfredsen, der i går vandt hjemløseprisen 2017 for sit arbejde med de allermest socialt udsatte borgere.
Hun har gang på gang oplevet, at hjemløse bliver tabt i et rodet og ukoordineret system, hvor ansvaret bliver kastet frem og tilbage mellem kommunernes forskellige instanser og staten.
Et system, hvor det er nemt at tabe pusten, hvis man i forvejen har svært ved at finde fodfæste i hverdagens boksering.
- De allermest udsatte mennesker bliver simpelthen ikke prioriteret. Det er ellers også dem, vi bryster os af, når vi snakker om velfærdssamfundet. Men det, vi kalder et velfærdssamfund, ligner mest noget, der er skabt af middelklassen, som skulle det blot servicere middelklassen, siger Nanna Gotfredsen.
22 sagsbehandlere hjalp ikke Jacob
Igennem sine 20 år på gaden har Nanna Gotfredsen mødt utallige mennesker – hjemløse, stofmisbrugere eller sexarbejdere – der er faret vild i systemet, og ikke har kendt deres rettigheder.
En af dem er benamputerede Jakob. Da Nanna Gotfredsen for nyligt mødte ham på gaden i København, havde han i otte måneder boet på brostenene i sine blødende siddesår fra kørestolen.
Forinden havde han mistet sin bolig, da hans ejendom brændte ned. Alle andre i ejendommen var blevet genhuset, men Jacob fik at vide, at han kunne henvende sig i psykiatrien på grund af sin behandlingsdom. Det var det sidste sted, han havde lyst til at være.
Så da gadejuristen Nanna Godfredsen støder ind i ham i det københavnske gadeliv, er Jacob i en sølle tilstand. Han mangler afgørende medicinsk behandling, men han har mistet halvdelen af sin førtidspension.
Hvor den er blevet af, ved han ikke. Pengene er bare forsvundet. Så Nanna Godfredsen tager arbejdshandskerne på. På tre dage skaffer hun de 30.000 kroner, han manglede i udbetalt førtidspension.
Hun søger aktindsigter alle vegne, han har været, og hun når at tælle 22 socialarbejdere og sagsbehandlere, der alle har være i kontakt med Jakob. Men ingen af dem havde gjort noget for at hjælpe ham, siger hun.
Ingen tager ansvar
- Det handler om, at ingen vil tage ansvaret på sig. De hjemløse bliver kastet rundt i et hav af instanser i kommunerne, og vi møder også mange i det offentlige, som end ikke kan lovgivningen på det sociale område, hvor der ellers er en meget bred vejledningsforpligtelse, siger Nanna Godtfredsen.
En af de vejledningsmuligheder som sociallovgivningen rummer, er den koordinerede handleplan for hjemløse. Kommunen er forpligtet til at tilbyde en social handleplan til hver enkelt hjemløs, der skal sikre en sammenhængende og helhedsorienterende indsats.
Men ifølge en rapport fra Institut for Menneskerettigheder, der udkom tirsdag i forbindelse med den Internationale Fattigdomsdag, har kun hvert tredje hjemløs en handleplan.
Det er et brud på de hjemløses rettigheder, dg det er slet ikke holdbart, mener Nanna Gotfredsen.
- Hvis du er hjemløs og stofafhængig og har en behandlingsdom i psykiatrien osv., så skal du ramme 28 døre, før dine problemer er løst. Forvaltningerne og de offentlige myndigheder formår i alt for ringe grad at arbejde sammen, siger Nanna Godtfredsen.
Førtidspensionsloven sender folk på gaden
Hun langer ud efter de mange reformer, som har gjort livet sværere for udsatte grupper. Særligt de stramme regler for førtidspension har betydet, at nogle ad den vej ender på gaden.
En af de mennesker, der efterhånden er blevet et ansigt på førtidspensionsloven, er den hjemløse Krølle.
Det var Nanna W. Gotfredsen, der fik sat fokus på Krølle, som på trods af sine alvorlige sygdomme måtte kæmpe for at få førtidspension i flere år. Da han endelig med Nanna Gotfredsens hjælp fik sin førtidspension, var det allerede for sent.
- Han var et stort, åbent sår. Han dryppede, når vi havde været til møde på jobcenteret eller til møde med rehabiliteringsteamet. Vi skulle bære ham op ad trapperne, fordi han var så smerteplaget, og så sad han bare og blødte på gulvet, fortæller Nanna W. Gotfredsen.
Særligt en episode står ud. Til et møde nægtede de kommunalt ansatte at give Krølle hånden, da han kom ind.
- Så sad de der skide akademikere fra kommunen, der tjener deres fede løn, og så ville de ikke engang give ham hånden. Ja, han kunne godt have blod på hænderne, men hvis de ikke engang ville give manden hånden, hvordan skulle han nogensinde kunne få et job?
Det er sådan noget, der kan gøre Nanna W. Gotfredsen harm. At socialområdet ikke altid er designet til mennesker som Krølle.
- Politikerne har ikke fattet, at der er er mennesker, som har ledighed som problem, hvor de måske godt kan blive motiveret til at få et job, hvis man strammer økonomien. Men så er der også mennesker, der har en masse andre massive, komplekse problemer, som overskygger spørgsmålet om en tilknytning til arbejdsmarkedet. De er lysår væk fra arbejdsmarkedet, og for dem har yderligere fattigdom aldrig gjort noget godt, siger Nanna W. Godtfredsen.
Hjemeløse står op og sover
Politikerne står for tiden i kø for at komme med nye forslag til, hvordan man skal håndtere de hjemløse. Senest med tiggerlovgivningen, der gør at hjemløse kan ryge 14 dage i fængsel for at tigge på åben gade.
Et lovforslag, der er målrettet romaerne, men det kalder Nanna Gotfredsen ren diskrimination. Eller som hun sagde i sin tale: Først går de efter de sorthårede, så dem med krøller.
Derudover indførte regeringen for nyligt et lejrforbud, så hjemløse ikke kan slå lejre op for at sove sammen. Nu er de ved at behandle et zoneforbud, så politiet kan udvise en hjemløs fra en kommune, hvis han overtræder lejrforbuddet.
Det er en skandale, mener Nanna W. Gotfredsen, der ikke har meget tilovers for de nye tiltag på området. Hun har oplevet hjemløse, der er begyndt at sove stående, fordi de føler sig utrygge, når de ikke må sove sammen med andre længere.
- Hvor skal de være? Hvad skal de gøre, når de står helt uden eksistensgrundlag? Nu ryger du i fængsel for at stikke hånden frem og bede om en skilling. Det koster kassen. Op mod 50.000 per sag. Tænk, hvad man kunne gøre for de hjemløse tiggere for de penge, siger Nanna W. Gotfredsen.
Hendes mål med sit arbejde som gadejurist er en dag at overflødiggøre sig selv, fordi indsatsen på området fungerer. Men indtil videre er der lang vej igen, siger hun.