Den fyrede Vestas-direktør Henrik Nørremark kræver resten af sin fratrædelsesgodtgørelse på 12 millioner udbetalt.
Henrik Nørremarks advokat Morten Samuelsson har sendt stævningen mod Vestas til Aarhus Ret oplyser TV2. Henrik Nørremark her 8,5 millioner kroner til gode af sin fratrædelsesordning.
Henrik Nørremark vil ikke finde sig i, at han bliver beskyldt for at have indgået hemmelige aftaler i Indien. Tirsdag aften gik Vestas ud med en meddelelse, hvor selskabet fortalte om sagen.
Nørremarks advokat finder det højst usædvanligt, at koncernen handler sådan, efter at han selv havde afleveret en redegørelse om sagen til Vestas' advokat 28. september.
- Det er skuffende og usædvanligt, at et børsnoteret selskab vælger at besvare en advokatredegørelse ved uden varsel at udsende en meddelelse til offentligheden, skrev advokat Morten Samuelsson i en pressemeddelelse onsdag om sagen.
- Jeg må tage det som udtryk for, at Vestas ikke har ønsket at undersøge sagen ved at tilvejebringe og undersøge de dokumenter, som nævnes i min redegørelse, fastslog han.
Morten Samuelsson påpeger, at Henrik Nørremark "afviser med bestemthed de rejste beskyldninger, som er krænkende og dybt skadelige".
Under retssagen mod Vestas vil Morten Samuelsson blandt andet indkalde koncernchef Ditlev Engel til at afgive forklaring.
Henrik Nørremark fik 7. september at vide, at Vestas ophævede hans fratrædelsesordning - en ordning han fik efter en fyring 7. februar i år.
/ritzau/