Hvad kræver det at kalde sig selv for ekspert inden for et område? Hvor mange bøger skal man have læst for kalde sig ekspert i et givet felt?

En ekspert eller forsker må da nødvendigvis præsentere sin viden ud fra faglig indsigt og fordybelse, men på det sidste har jeg oplevet en snu mellemøstforsker, som lister på sine lydløse poter fra det ene medie til det andet.

Jeg har oplevet, at denne famøse forsker konstant kommer med udokumenterede påstande om islam og muslimske kvinder, og helt uvidende om, at vi andre faktisk har gennemskuet hende for længst, sidder vi hver aften og nyder hendes optræden i fjernsynet og på Jyllands-Postens forsider.

Jeg hentyder til vores alle sammens ’medie-darling’, lektor Helle Lykke Nielsen.

Det er ikke videnskab

Jeg har utrolig svært ved at forstå, hvordan man som forsker kan pakke uvidenskabelige argumentationer ind i fine ord, som var det cigaretter pakket ind i spiseligt slik, og udlægge det som redelig forskning? Jeg spørger: Er der dog ikke grænser for, hvem der kan agere som islamekspert uden at have sine videnskabelige argumentationer på plads?

I Ugeskrift for Læger (uge 48) udtalte Helle Lykke Nielsen sig om højere ulykkesfrekvens under ramadanen. Jeg tillader mig at bringe et citat af lektoren, som fik mit latterudbrud svimlende højt op:

»For os andre, der kender Mellemøsten og hyppigt rejser i området, er der rigeligt belæg for den øgede ulykkesfrekvens under ramadanen ved at snakke med venner og bekendte, besøge virksomheder og følge med i aviserne.«

Hvis den forskningsmæssige redelighed ifølge Helle Lykke Nielsen tager udgangspunkt i at snakke med venner og bekendte og læse aviser i ny og næ, så kan jeg tillade mig at kalde mig for forsker inden for utallige felter! Selv min fætter på syv år opfylder tilnærmelsesvis disse kriterier.

Medierne er ukritiske

Men som læge in spe kan jeg ikke godtage hendes ræsonnement. Her burde Dansk Folkeparti og Naser Khader i virkeligheden stille det samme spørgsmål til hendes forskningsmæssige redelighed, som de gjorde ved Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen. De to sidstnævnte forskere har til gengæld ved flere lejligheder vist saglig forskningsmæssig tilgang og belyst utrolig godt, hvordan forskningen skal dokumenteres i en lang række af deres forfatterskaber og projekter.

Men jeg kunne nævne flere såkaldte medie-darlings , hvor medierne i en lang række tilfælde ikke stiller sig kritisk over for forskernes videnskabelige redelighed, men opfatter deres subjektive holdninger som forskningsmæssigt redelige.

Sikke mange klaphatte, der færdes i mediernes søgelys og tager ekspertkåben på. Velbekomme!