Tegneren Kurt Westergaard kan risikere at møde tuneseren, der er mistænkt for at have planlagt mord på ham i tegnerens hjemby, Århus. Da tuneseren ikke er dømt i sagen, så kan myndighederne ikke frihedsberøve ham. Det gjorde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) klart ved sit ugentlige pressemøde.
"Det er jo sådan ifølge både dansk ret og international ret, at man kun kan frihedsberøve mennesker på baggrund af en dom. Det er der ikke noget nyt i, og derfor kan man sige, at hele arrangementet vil blive forvaltet, så det er i overensstemmelse med dansk ret og internationale konventioner," sagde statsministeren.
Den mistænkte tuneser har derfor mulighed for at tage på besøg hos sin familie i Århus og dermed i perioder forlade Sandholmlejren. Men så skal han i stedet for Center Sandholm melde sig dagligt hos politiet i Århus, fastslog Anders Fogh.
"Jeg forstår godt, hvis mange mennesker undrer sig over, at en person, der er mistænkt for at ville myrde tegneren Kurt Westergaard, på den måde kan gå mere eller mindre frit rundt tæt på, hvor Kurt Westergaard bor. Det er jo også derfor, vi har ønsket at skærpe vilkårene for at være her på tålt ophold. Men det siger sig selv, at vi i Danmark kun kan frihedsberøve på baggrund af en dom," lød det fra statsministeren.