Højesteret udskyder afgørelsen af, om det var ok at fængsle to terrormistænkte uden offentlige beviser.
De to tunesere blev sidste år arresteret, da de var mistænkt for at planlægge mord på karikatur-tegneren Kurt Westergaard.
Tuneserne sad fængslet i op mod et halvt år uden at kunne få prøvet deres sag ved domstolene og uden at kende de beviser, som Politiets Efterretningstjeneste måtte have på dem - og det er det, som nu Højesteret nu undersøger.
Det er dog ikke ligetil for Højesteret at komme frem til en afgørelse. Derfor har retten nu udskudt afgørelsen - der skulle være faldet i dag - til onsdag.
Retssagen har været speciel, da Politiets Efterretningstjeneste har nægtet at fremlægge beviserne mod de to mænd i retten, da det ville kunne afsløre hemmelige arbejdsmetoder og kildenetværk.