Den større børnecheck i januar bliver aflyst. Finansloven skal på slankekur og kvalitetsreformen bliver måske udskudt et helt år.
Og det er kun begyndelsen.
Berlingske Tidende erfarer, at regeringen - kun en måned efter valget - nu sætter en hel masse valgløfter på standby. Det er frygten for en overophedning af dansk økonomi og et efterfølgende kollaps, der nu får statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) til at slå fuld bak.
Ifølge flere centrale kilder som avisen har talt med, skal regeringens økonomiudvalg her til morgen drøfte situationen.
Både nationalbankdirektøren og flere vismænd har længe advaret om, at der skal bruges færre penge i 2008, hvis økonomien ikke skal brænde sammen. Og overvismand Peter Birch Sørensen glæder sig over de nye signaler. Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov anklager regeringen for løftebrud.