Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen kalder det danske forsvarsforbehold i EU for "absurd".
Under en debat torsdag i Bruxelles om Natos fremtid bliver Fogh spurgt om, hvad der vil ske først - at det traditionelt neutrale Irland går med i Nato, eller at Danmark går med i EU's forsvarssamarbejde.
- Jeg tror, der er en god chance for, at Danmark går med i EU's forsvarssamarbejde først. Det er baseret på, hvad jeg har hørt i de to lande.
- Der er bred politisk enighed i det danske parlament om, at undtagelsen fra EU's forsvarssamarbejde er absurd, siger Natos generalsekretær.
Fogh udtrykker samtidig stor forståelse for, at regeringen endnu ikke har fundet det betimeligt at spørge vælgerne, sådan som han understreger, at den vil være nødt til.
- Havde det ikke været for eurokrisen, tror jeg, at det spørgsmål ville være blevet sendt til folkeafstemning for lang tid siden.
- Vi er nødt til at forstå, at hele eurokrisen kaster en skygge over mange europæiske spørgsmål, så det er meget svært for en regering at sætte nogen europæiske spørgsmål til folkeafstemning.
- Det er min analyse. Det er grunden til, at det ikke er sket allerede. For der er en klar opfattelse i Danmark af, at Danmark bør deltage fuldt ud, siger Fogh og udtrykker tillid til, at det danske forsvarsforbehold nok skal blive fjernet en dag.
Den europæiske unions forsvarssamarbejde kommer for alvor i fokus til december, når det er hovedtema for et EU-topmøde i Bruxelles.
Thorningregeringen har i sit regeringsprogram lovet at sætte både forsvarsforbeholdet og forbeholdet over for det retslige samarbejde til folkeafstemning. Men regeringen lægger heller ikke skjul på, at eurokrisen dæmper appetitten for EU-afstemninger.
/ritzau/