Ritzau
Opdateret kl. 16:46
Over 183.000 civile er fordrevet fra deres hjem som følge af konflikten mellem den irakiske centralregering i Bagdad og den kurdiske region i det nordlige Irak.
Det oplyser FN's kontor for humanitære indsatser (OCHA) torsdag.
Over tre fjerdedele af de fordrevne er kurdere, siger en humanitær kilde.
I sidste måned indtog irakiske regeringsstyrker storbyen Kirkuk og andre territorier, som kurdiske styrker - de såkaldte peshmerga - havde taget kontrol med.
Iraks militære aktion kom kort tid efter, at Kurdistans regionale regering havde holdt en folkeafstemning om uafhængighed 25. september.
Centralregeringen i Bagdad betragter folkeafstemningen som ulovlig.
- Over 183.000 mennesker er fordrevet i de omstridte områder, herunder 79.000 fra Kirkuk by, lyder det i en meddelelse fra OCHA.
De irakiske styrker mødte ingen væbnet modstand fra kurderne i Kirkuk, der trak sig tilbage fra området.
Det er ikke klart, hvor mange af de fordrevne der tilhører hvilke etniske eller religiøse grupper, men størstedelen er kurdere, skriver Reuters.
Det kurdiske regionalstyre har i den seneste uge forsøgt at nedtrappe konflikten gennem forhandlinger.
Blandt andet har kurderne torsdag genfremsat et tilbud til regeringen i Bagdad om at indgå våbenhvile på alle fronter og indlede politisk dialog.
Det kurdiske styre har også tilbudt at bidrage til bevogtningen af grænsen mod Tyrkiet, hvor irakiske styrker for første gang opstillede poster tirsdag.
/ritzau/Reuters