FN's Sikkerhedsråd sætter den militante islamistiske organisation al-Nusra i Syrien på den globale sanktionsliste.
Det sker med henvisning til al-Nusras tilknytning til terrornetværket al-Qaeda.
Den islamistiske gruppe er en frygtet deltager i den syriske krig mod præsident Bashar al-Assads regime og har overtaget kontrollen i flere områder af landet.
Med Sikkerhedsrådets beslutning vil al-Nusra få fastfrosset indeståender i banker og blive ramt af et forbud mod at sælge våben til organisationen.
Lederen for al-Nusra, Abu Mohammed al-Jawlani, erklærede i sidste måned støtte til al-Qaedas leder, Ayman al-Zawahiri.
Det bekræftede en tidligere antagelse om, at der er tætte bånd til al-Qaeda, der er stiftet af nu afdøde Osama bin Laden.
Den amerikanske regering satte sidste år al-Nusra på den amerikanske terrorliste.
De vestlige lande er opsat på at styrke mere moderate og sekulære syriske oprørsorganisationer i håb om at svække al-Nusra.
Eksperter siger, at al-Nusra modtager hjælp fra al-Qaedas gren i Irak, men der er også formodninger om, at den rabiate organisation, der ønsker at indføre et kalifat i Syrien, også modtager støtte andre steder fra i Mellemøsten.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.