Der er tilfredshed i den danske flybranche, efter EU-Kommissionen onsdag har fremlagt et forslag til en revidering af reglerne for kompensation til forsinkede flypassagerer.
Formand for brancheforeningen Dansk Luftfart, Michael Svane, som samtidig er direktør i DI Transport, mener, at de eksisterende regler er uretfærdige over for flyselskaberne.
- Vi mener, det er vigtigt, at man ser på de erfaringer, vi gjorde os under askeskyen, som ikke var særligt behagelige, siger han.
Askeskyen, som lammede det europæiske luftrum i foråret 2010 og fik passagerer til at strande over alt på kloden, udløste massive erstatningskrav mod de europæiske flyselskaber.
Derfor glæder Michael Svane sig over kommissionens forslag, som blandt andet oplister en række "ekstraordinære omstændigheder", som kan fritage flyselskaberne fra erstatning.
Samtidig foreslår kommissionen, at man hæver grænsen for, hvornår en forsinkelse skal udløse en økonomisk kompensation, fra tre til fem timer.
Netop disse to punkter har fået det socialdemokratiske parlamentsmedlem Christel Schaldemose til at kalde forslaget "en udvanding af passagerernes rettigheder".
- Det kan jeg godt forstå, hun synes. Omvendt så har vi nogle erfaringer fra askeskyen, som viser, at reglerne ikke er fair over for flyselskaberne, siger Michael Svane, som også mener, at dele af forslaget styrker passagerernes rettigheder.
Luftfartsformanden henviser til, at forslaget vil fjerne muligheden for, at flyselskaberne kan opkræve gebyrer for at ændre navnet på en flybillet.
Samtidig åbner det mulighed for at benytte hjemrejsen på en returbillet, selvom man ikke er mødt frem til udrejsen.
- Vi synes, forslaget er afbalanceret. Man går ikke bare efter at svække passagerernes rettigheder, siger Michael Svane.
/ritzau/