På trods af at Socialdemokratiet har fulgt regeringens linje i flygtninge- og indvandringsspørgsmål siden sidste valg, er det stadig blå blok, som flest stoler på til at styre politikken på området.
Det skriver Jyllands-Posten baseret på en meningsmåling, som avisen har fået foretaget af analyseinstituttet Norstat.
- Den borgerlige regering har samme forspring på udlændingespørgsmålet, som den altid har haft, selv om det har været en central strategi for Socialdemokratiet at fravriste dem positionen.
- Det er gået meget dårligt med den strategi at dømme ud fra de her tal, siger Frederik Hjorth, der er adjunkt ved Københavns Universitet og forsker i vælgeradfærd, til Jyllands-Posten.
Målingen, der har omkring 1200 respondenter, viser, at 37 procent af de adspurgte svarer, at en borgerlig regering til være bedst til at "sikre en fornuftig flygtninge- og indvandrerpolitik" mens 32 procent svarer, at en regering ledet af Socialdemokratiet vil være det.
Det er ifølge Jyllands-Posten samme margin som ved valget i 2015, altså før Socialdemokratiet begyndte at lægge sig tæt op ad regeringens og Dansk Folkepartis linje på området.
Til avisen siger udlændinge- integrationsminister Inger Støjberg (V) at Socialdemokratiets udlændingepolitik er "en taktisk manøvre".
- Det tror jeg, at danskerne har gennemskuet, siger hun til Jyllands-Posten.
Hos Socialdemokratiet siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye, at han ser det som nogenlunde ens opbakning i befolkningen.
- Vi får nogenlunde samme opbakning, og det er naturligt, al den stund at vi fører det meste af udlændingepolitikken sammen, siger han til Jyllands-Posten.
I 2015 var flygtningekrisen på sit højeste og mere end 20.000 asylansøgere ankom til Danmark. Flygtningepolitik var dermed et stort tema. Siden da er antallet faldet til under 5000.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.