Efter flere år, hvor frygten for bivirkninger har fået antallet af hpv-vacciner til at falde drastisk, er der igen flere unge piger, der bliver vaccineret.
I 2017 begyndte i alt 30.974 piger på hpv-vaccinationsprogrammet, mens der blot var 15.237 piger i 2016, viser tal fra Statens Serum Institut.
Det kan ses som et resultat af, at tilliden til vaccinationen er steget blandt forældre. Knap 80 procent af alle forældre til piger i 10-14-års-alderen har tillid til, at hpv-vaccinen er sikker. Det er en markant stigning på halvandet år, da det i 2016 var mindre end halvdelen af forældrene, der havde tillid til vaccinen.
Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen.
- Det er virkelig gode nyheder. Det styrker vores tro på, at vi når målet om, at mindst 90 procent af alle 12-årige piger siger ja tak til hpv-vaccination, siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Udviklingen er vendt efter et par år, hvor tilliden til hpv-vaccinen faldt drastisk, blandt andet på grund af et tv-program, der beskrev bivirkninger i vaccinationen i 2015.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.